DR skærer ned på tv-kanaler og nedlægger cirka 400 stillinger

DR skal beskæres med 20 procent. Derfor bliver seks tv-kanaler til tre, og otte radiokanaler bliver til fem.

I de næste tre år skal DR spare 420 millioner kroner. Derfor bliver seks tv-kanaler skåret ned til tre. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvert femte år vedtager Folketinget en såkaldt medieaftale. I juni lavede regeringen og Dansk Folkeparti en ny medieaftale, som skal gælde fra 2019 til 2023.

Medieaftalen betyder, at DR skal skæres ned med 20 procent. I dag blev det offentliggjort, hvor DR skal spare.

DR indgik nemlig mandag aften en public service-aftale med Kulturministeriet. Aftalen fastsætter, hvilke områder DR skal arbejde med.

Kanaler og stillinger nedlægges

I de næste tre år skal DR spare 420 millioner kroner. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Derfor bliver seks tv-kanaler skåret ned til tre. DR3 og DR Ultra kan fra 2020 kun ses på streaming, mens DR2 og DR K lægges sammen til én tv-kanal.

DR skærer også otte radiokanaler ned til fem. Det betyder, at radiokanalerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz nedlægges. Samtidig bliver cirka 400 stillinger nedlagt.

Ikke alle områder berøres

Der skal spares på sport, underholdning, livsstil og udenlandsk fiktion.

Men der skal ikke spares på DR’s tv-drama, indhold til små børn, dokumentar samt kor og orkestre. Der vil også være mere fokus på nyheder fra regionerne.

Maria Rørbye Rønn er generaldirektør i DR. Hun siger, at det er nødvendigt at prioritere, for at DR kan satse på de områder, hvor de kan noget helt særligt.

Cirka 400 stillinger nedlægges

  • DR nedlægger cirka 375-400 stillinger

  • Heraf er de 25 chefstillinger

  • Om tre år skal DR gennemføre endnu en spareplan.

Facebook
Twitter