Dyre flyrejser belaster Venstres formand

Lars Løkke Rasmussen har brugt over 770.000 kroner på 15 flyrejser. De dyre rejser kan skade ham til næste valg, mener eksperter.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen bliver igen kritiseret for at bruge penge og sende regningen til skatteyderne. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)

Lars Løkke Rasmussen har brugt over 770.000 kroner på 15 flyrejser. De dyre rejser kan skade ham til næste valg, mener eksperter.

Lars Løkke Rasmussen (Venstre) er formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute.

Som formand skal han besøge en række lande, og det har han gjort på første klasse.

Rejserne til 15 lande har kostet organisationen over 770.000 kroner. Det viser en aktindsigt, som Ekstra Bladet og TV2 har fået i regningerne.

Kan skade Løkke og partiet

De dyre flyrejser for en organisation, som kæmper for et bedre klima, kan skade Lars Løkke Rasmussen og partiet Venstre.

Det siger eksperter heriblandt Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell:

- Hvordan kan man bruge over 775.000 kroner på flybilletter på 15 rejser? Og så er hverken hotel eller andre udgifter talt med.

Berlingske politiske kommentator Thomas Larsen, er ikke i tvivl om, at sagen får konsekvenser:

- Den vil helt sikkert skade ham.

Har før brugt for mange penge

Lars Løkke Rasmussen er før blevet kritiseret for at bruge mange penge på hotel, restauranter og taxa og få skatteyderne til at betale.

For fem år siden erkendte han flere tilfælde og betalte nogle af pengene tilbage

Netop den gamle historier får de dyre flyrejser til at fremstå endnu værre, siger DR's politiske korrespondent, Ask Rostrup:

- Han skulle nok have tænkt sig en smule bedre om. Politiske modstandere kan bruge det imod ham i for eksempel en valgkamp.

Reglerne er lavet om

Enhedslisten har kaldt udviklingsministeren i samråd om sagen. Danmark giver nemlig øknomisk støtte til Global Green Growth Institute.

- Vi skal have en forklaring på, hvordan danske ulandspenge kan være med til at finansiere så dyre rejser, siger Christian Juhl fra Enhedslisten.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (Radikale Venstre) siger, at rejsereglerne nu er blevet lavet om.

Lars Løkke Rasmussen sagde til TV2 torsdag aften, at det er ham, der har fået ændret reglerne, så det ikke kan ske igen.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve