Ekspert: Tandlæger udskriver for meget antibiotika

Rigtig mange patienter får antibiotika mod betændelse i tandkødet. Det er ikke den rigtige måde at behandle sygdommen på, mener en ekspert.

Tandlæger udskriver meget antibiotika til behandling af paradentose. (Foto: © Katrine Emilie Andersen, Scanpix)

Rigtig mange får en recept på antibiotika, efter de har været hos tandlægen. Det gælder især, når patienten har paradentose, som er betændelse i tandkødet.

I 1995 fik 8000 personer antibiotika for at behandle paradentose.

Det tal var i 2014 steget til 56.000 personer, viser en ny undersøgelse, som Tandlægebladet har skrevet om.

Ekspert: Det er blevet almindeligt

Jesper Reinholdt er tandlæge og ph.d. ved Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet. Han har været med til at lave undersøgelsen om tandlægers brug af antibiotika.

Jesper Reinholdt siger, at det er blevet helt almindeligt for tandlæger at udskrive recept på antibiotika for at behandle paradentose. Derfor er tallet steget så voldsomt.

Men antibiotika kan ikke behandle alle former for paradentose, siger Jesper Reinholdt. Man er i stedet nødt til at gå jævnligt til tandlægen for at få lavet grundige og langvarige tandrensninger.

Ekspert: Det kan have negative konsekvenser

Jesper Reinholdt tror, at mange tandlæger vælger at udskrive antibiotika, fordi det er den nemme og hurtige løsning.

- Jeg tror, det er fordi, det gør livet lettere på kort sigt for dem selv og deres patienter. Men det har altså nogle biologiske bivirkninger, der er ganske alvorlige, siger han.

Jesper Reinholdt siger, at paradentosen kan blive modstandsdygtig over for antibiotika, hvis man indtager for meget af medicinen. Det betyder, at medicinen ikke længere har nogen virkning på sygdommen.

Fakta om paradentose

  • Paradentose er tandkødsbetændelse, der har spredt sig helt ned til tandroden.

  • Betændelsen gør, at tanden ikke længere sidder lige så godt fast.

  • Du har særlig risiko for at udvikle paradentose, hvis du:

  • Ryger

  • Har familie-medlemmer, som har sygdommen (det er arveligt)

  • Har dårlig mund-hygiejne

  • Har diabetes

  • Har nedsat immunforsvar

  • Lider af stress

Kilde: Tandlæge, Ph.d. Eva Sidelmann Karring via Tandlægeforeningen.