En bruger af kørestol er for første gang valgt til Folketinget

Kristian Hegaard (Radikale Venstre) blev onsdag valgt til Folketinget. Det er første gang, at en kørestolsbruger er valgt til Folketinget.

Onsdag var der valg til Folketinget. Her blev der valg 179 medlemmer til Folketinget.

Kristian Hegaard (Radikale Venstre) er ét af de nye medlemmer af Folketinget. Han er den første kørestolsbruger, der er blevet valgt til Folketinget.

Kristian Hegaard er 28 år, og han har faktisk tidligere været i Folketinget. I 2017 var han nemlig barselsvikar for Martin Lidegaard (Radikale Venstre).

Kristian Hegaard har siddet i byråd i 10 år

Kristian Hegaard er valgt i Nordsjælland, og han har i 10 år siddet i byrådet for Radikale Venstre i Fredensborg Kommune.

- Det her beviser bare, at Danmark er mulighedernes land, hvor det er muligt at opnå rigtig meget uanset ens forudsætninger, siger Kristian Hegaard.

Han siger også, at han vil arbejde for, at flere får de samme muligheder, som han har fået.

Kristian Hegaard ønsker mindre berøringsangst

Kristian Hegaard er netop blevet uddannet jurist. Han siger, at uddannelse har givet ham nye muligheder i livet. Derfor er uddannelse også en af hans mærkesager.

Desuden håber Kristian Hegaard, at han kan medvirke til, at der bliver mindre berøringsangst over for handicappede.

- Der er ingen, der ønsker noget ondt, men jeg oplever, at mange har vanskeligt ved at tale om det eller finde de rette ord. Den samtale bliver styrket ved, at jeg kommer i Folketinget, siger han.

Nedenfor kan du se en video fra efteråret, hvor Folketinget fik en ny talerstol, som kørestolsbrugere også kan komme op på.

Facebook
Twitter