Fabrik laver kurser om natten

Ansatte med natarbejde vil helst på kursus om natten. Det viser erfaringer fra en fabrik i Nordjylland.

Det er en god ide at sende ansatte med natarbejde på kursus om natten. Det viser erfaringer fra en fabrik i Nordjylland. (Foto: Troels Jensen © DR)

 

Ansatte med natarbejde vil helst på kursus om natten. Det viser erfaringer fra en fabrik i Nordjylland.

Lisa Norman Andersen arbejder for kyllingeproducenten Danpo, som har en fabrik i Aars.

Lisa arbejder om natten, og når hun og kollegerne fra natholdet skal på kurser, foregår det også om natten.

Det er Lisa Norman Andersen glad for:

- Det er rigtig dejligt, at vi ikke skal til at vænne os til at være vågne om dagen, siger hun til P4 Nordjylland.

Det er svært at koncentrere sig om dagenNår Lisa Norman Andersen har været på arbejde om natten, sover hun normalt fra klokken 07.00 om morgenen til hen på eftermiddagen.

Hvis hun skulle på kursus i dagtimerne, tror hun, at hun ville have meget sværere ved at koncentrere sig.

Hendes krop er jo vant til at sove på det tidspunkt.

Har gode erfaringer med kurser om natten

Ledelsen på Danpo siger, at erfaringerne med kurser om natten er gode.

De ansatte kan blive i den døgnrytme, som de har normalt.

Det giver de ansatte en lettere hverdag med familien, at de ikke skal omstille kroppen til nye arbejdstider.

Underviser: Flere burde undervise om natten

Danpo har holdt tyve kurser for de ansatte om natten.

Asger Lund er underviser for AMU Nordjylland. Han mener, at flere virksomheder burde rykke natarbejdernes kurser væk fra dagstimerne.

- For at nå ud til alle, er vi nødt til at gøre det på de tidspunkter, hvor folk er der, siger han.

Facebook
Twitter