Farvel og tak til Kylle, Pylle og Rylle

Henriette Kjær sagde farvel i dag. Hermed er et kapitel i dansk politik forbi. Nemlig kapitlet om Kylle, Pylle og Rylle.

Gitte Seeberg, Henriette Kjær og Lene Espersen kom i Folketinget i 1994 og fik hurtigt tilnavnet Kylle, Pylle og Rylle. (© Scanpix)

Henriette Kjær trækker sig tilbage som politisk ordfører og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti.

Hermed er et kapitel i dansk politik forbi. Det er kapitlet om Kylle, Pylle og Rylle. Nærmere bestemt Henriette Kjær, Lene Espersen og Gitte Seeberg.

- Det er i virkeligheden en skæbne-fortælling, der handler om Kylle, Rylle og Pylle. De tre var kommende stjerner i dansk politik. De var unge, de var kvinder, de havde ambitioner og de var dygtige politikere. Det siger DR Nyhedernes politiske redaktør, Ask Rostrup.

Unge, smukke og blonde

De blev alle tre valgt ind i Folketinget for de konservative ved valget i 1994. De var unge, smukke og blonde. Og de fik ret hirtigt tilnavnene Kylle, Pylle og Rylle efter Andersine Ands tre niecer.

Dengang var Hans Engell leder for de konservative. Han førte dem frem som et friskt pust i det gamle parti. De klarede sig rigtig godt. De blev brugt som et godt eksempel på, at en politiker ikke nødvendigvis er er tør mand i jakkesæt.

Nu er Kylle, Pylle og Rylles stjerner falmet. Deres magt og indflydelse på Christiansborg er tonet ud.

Privat-økonomien kostede karrieren

Senest var det Henriette Kjær, som trak sig fra sine politiske poster. Hun fortalte samtidig, at hun ikke genopstiller til Folketinget ved næste valg.

Kjær trak sig på grund rod i privat-økonomien. 

Der har faktisk været ballade om Henriette Kjærs og hendes samlevers økonomi i flere år. 

Nu er sagen blevet så stor, at den har sat spørgsmålstegn ved hendes troværdighed som politiker. For hvordan kan man løse landets økonomiske problemer, når man ikke engang kan holde styr på sin egen privat-økonomi? 

Gik af som familieminister

For fem år siden hørte danskerne første gang om rod i økonomien hjemme hos Henriette Kjær og hendes samlever Erik Skov Pedersen. Hun måtte sige farvel til en posten som familie- og forbrugerminister, da det kom frem, at hun blev dømt for manglende betalinger året før.

Henriette Kjær forlod sit ministerium og blev i stedet politisk ordfører. I 2008 blev hun desuden formand for partiets folketings-gruppe. 

Under Lene Espersens krise som parti-formand har Henriette Kjær stået fast ved hendes side.

Fra darling til offer

Lene Espersen nåede længst til tops af de tre ællinger. Hun strøg ind i Folketinget med en bemærkning om, at "medierne elsker mig".

Hun fik også mange kælenavne. For eksempel blev hun kaldt for "den talende kavalergang". Desuden vakte Lene Espersen meget opsigt, da hun lod sig fotografere som kølerfigur på en bil og siddende på en ølkasse.

Men det var slut med den slags spas, da Anders Fogh Rasmussen udnævnte hende til justitsminister. Det var i 2001. Nu ville Lene Espersen tages alvorligt. Og hun har kæmpet med kavalergangs-titlen lige siden.

Espersen - en upopulær udenrigsminister

Lene Espersen blev formand for Det Konservative Folkeparti i 2008 efter Bendt Bendtsen. Hun blev samtidig vice-statsminiter samt økonomi- og erhvervsminister. 

Hun skulle tegne regeringen udadtil sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Men hun havde meget svært ved at profilere sig som økonomi-minister. Så i 2010 overtog hun posten som udenrigsministerposten fra Per Stig Møller.

Det blev enden på Lene Espersens næsten konstante fremgang.

Et hårdt fald

2010 blev et presset år for Lene Espersen. Hun blev kritiseret for at holde ferie og blive væk fra vigtige udenrigspolitiske møder. Og i november fik hun en næse for overbetaling af privathospitaler.

Presset kom ikke kun udefra. Uroen lurede også blandt Lene Espersens egne parti-kammerater. Så kort efter nytår tog hun konsekvensen og gik af som politisk leder af partiet.

Da nok blev nok

Gitte Seeberg kom ind i Folketinget uden nogen politisk opdragelse. Hun er jurist og kom direkte fra et job som advokat. Gitte Seeberg er den eneste af de tre, som aldrig nåede at blive minister.

I 2004 forlod hun dansk politik. Hun drønede ind i Europa-Parlamentet med 125.000 personlige stemmer i ryggen. Men hun blev ikke i Bruxelles i hele perioden.  

Hun vendte stærkt tilbage til Danmark med et nyt parti og den berømte sætning: "Nok er nok". Hun startede partiet Ny Alliance sammen med Anders Samuelsen og Naser Khader, der hoppede af fra de radikale. ´

Partiet fik et rigtig dårlig valg i 2007. Og kort tid efter forlod Gitte Seeberg både partiet og politik. Hun er nu generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve