Film skal nuancere syn på indvandrere

Debattør og forsker efterlyser film og tv-serier, som beskriver indvandrere som almindelige mennesker i stedet for at bruge klicheer.

Debattør og forsker efterlyser film og tv-serier, som beskriver indvandrere som almindelige mennesker i stedet for at bruge klicheer. Billedet viser nogle af Coby-familiens medlemmer.

I sidste uge sagde Dansk Filminstitut nej til at støtte en børnefilm med skuespillere af anden etnisk baggrund end dansk.

Begrundelsen var, at filmen ikke kunne sælge billetter i provinsen.

Debattør: Det er kultursnobberi

Farshad Kholgi er en dansk-iransk debattør og skuespiller. 

Han mener, at mange danske film beskriver indvandrere på én bestemt måde:

- Vi er meget kliche-dyrkende. Hvis man skal vise noget multikulturelt, viser man en eller anden med tørklæde eller en mand med fuldskæg, og så siger man, at det er indvandrerne.

Dansk film viser klicheer

Heidi Philipsen er medieforsker ved Syddansk Universitet.

Hun er enig i, at danske film har mange stereotype fremstillinger af indvandrere:

- Det er kioskejere, narkobagmænd og taxachauffører. Det giver et stereotypt og forkert billede af indvandrere, siger hun.

- Det er god underholdning. Det skaber nogle sjove billeder og nogle gode konflikter, men det er jo ikke særlig repræsentativt.

Komedier som Cosby & co.

Farshad Kholgi efterlyser serier som den amerikanske komedie familieserie "Cosby og co.".

Serien handler om en sort, veluddannet familie med de samme problemer som andre amerikanere.

Den blev sendt i 1980'erne, og var med til at ændre amerikanernes opfattelse af sorte mennesker.

Farshad Kholgi mener ligefrem, at serien var med til at hjælpe USA's præsident Obama til magten: 

- Cosby har en del af fortjenesten for, at vi i dag har en farvet præsident som Obama. Han normaliserede det at være sort, siger han.

Der mangler mod

Heidi Philipsen efterlyser mod til at støtte film, der kan påvirke den måde, vi opfatter etniske minoriteter på:

- Der bliver nødt til at være mod til lave nogle film, hvor der både er gennemslagskraft og gode fortællinger, og hvor der også er mere nuancerede skildringer af etniske minoriteter, siger hun.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve