Flere børn af fattige forældre bliver selv fattige som voksne

Børn med forældre på førtidspension eller kontanthjælp har fået større risiko for selv at ende på kontanthjælp eller førtidspension.

En tredjedel af alle børn, som vokser op i den danske underklasse, kommer aldrig ud af den. (arkivfoto)

Det er blevet sværere for børn at få et økonomisk godt liv som voksne, hvis deres forældre var på kontanthjælp eller førtidspension.

Faktisk ender flere af børnene end før også på kontanthjælp og førtidspension, når de selv bliver voksne.

Det siger forskere fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Hvert 3. barn får det svært som voksen

Forskerne har set på det, de kalder underklassen i Danmark. Underklassen består af borgere uden et job i mere end 4/5 af året. Mange af dem er førtidspensionister eller på kontanthjælp.

Forskerne undersøgte, hvordan det gik deres børn. I 2003 havnede 24 procent af børnene fra underklassen selv i underklassen som voksne.

I 2013 var det tal steget til 33 procent.

Vuggestuer og børnehaver kan hjælpe børnene

Anders Holm er professor på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – SFI og forsker i, hvordan børn kan klare sig bedre end deres forældre.

Han er overrasket over, at udviklingen går i den forkerte retning, så færre børn får et økonomisk bedre liv end deres forældre.

Han siger, det er vigtigt, at børnene får en uddannelse, men børn fra underklassen får ofte meget lidt hjælp til lektierne af forældrene. Derfor skal skoler og daginstitutioner hjælpe børnene.

- Allerede i vuggestuen og børnehaven er det en god ide at påvirke børnene, så de lærer at sidde stille, vente på, det bliver deres tur, opføre sig ordentligt, høre efter, siger Anders Holm.

- Så bliver de mere modtagelige for læring, og det er vigtigt for dem senere i livet, siger han.

Facebook
Twitter