Flere flygtningebørn får job og uddannelse som voksne

Flygtninge, der er kommet til Danmark som børn, får nu i højere grad job og uddannelse.

Timoteo Waco kom til Danmark som 10-årig og har netop afsluttet en universitets-uddannelse ved SDU. (Foto: Privat)

Flygtninge, der er kommet til Danmark som 6-15-årige, får nu i højere grad job og uddannelse sammenlignet med tidligere.

I 1997 havde hver fjerde 20-22-årige flygtning, der var komme til Danmark som barn, ikke job eller arbejde. I 2014 var det faldet til under hver tiende.

Det viser en ny undersøgelse fra Københavns Universitet ifølge avisen Information.

Især kvinder klarer sig bedre

Undersøgelsen viser, at det især er unge flygtningekvinder, der klarer sig bedre. Her er lidt under fem procent uden job eller uddannelse.

Christian Friis Bach er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. Ifølge ham kan det skyldes, at det er blevet mere accepteret, at kvinder arbejder og uddanner sig.

- Og så er der skoler, frivillige og andre, der kæmper for at hjælpe dem. Der bliver kæmpet hele vejen rundt for at støtte de her børn, og de kæmper og knokler, og det er derfor, det går godt, siger han.

Nyuddannet flygtning: Vi skal være rollemodeller

Timoteo Waco og hans familie kom til Danmark for 19 år siden som flygtninge fra Angola.

Han er netop blevet færdig med en uddannelse i internationale forhandlinger fra SDU, og han to søstre er i gang med uddannelser i management og til arkitekt.

- Det har været virkelig vigtigt at klare sig godt og være rollemodeller. Både for at vise os selv, at vi kan, men også for at kæmpe mod de negative billeder, der er af nydanskere, siger Timoteo Waco.

Flere flygtningebørn klarer sig godt

  • Den nye undersøgelse er gennemført af forskere på Københavns Universitet.

  • De har set på samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005.

  • De har sammenlignet flygtningebørnene med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode.

  • I alt er over én million personer blevet fulgt via tal fra Danmarks Statistik.

  • I 1997 havde hver fjerde flygtningebarn ikke job eller uddannelse, når de blev mellem 20 og 22 år. I 2014 var det faldet til under hver tiende. Det er tæt på samme niveau som danskfødte børn, hvor mindst én forælder er dansk.

  • Især flygtningepigerne klarer sig bedre. I 1997 var 33 procent af unge flygtningekvinder, der var vokset op i Danmark, uden job og uddannelse. I 2014 var tallet faldet til cirka fem procent.

Facebook
Twitter