Flere lønmodtagere har ikke faste arbejdstider

62 procent af lønmodtagerne har ikke faste arbejdstider. Det er 15 procent mere end for ti år siden, viser en ny undersøgelse.

Flere lønmodtagere arbejder over 37 timer om ugen ifølge ny undersøgelse. (ARKIV) (Foto: AMIR COHEN © Scanpix)

Flere lønmodtagere har ikke faste arbejdstider. Det betyder, at de selv kan være med til at bestemme, hvornår de møder, og hvornår de har fri.

Faktisk er antallet af lønmodtagere, der ikke har fast arbejdstid, steget fra 47 procent i 2008 til 62 procent i 2018.

Det viser ny forskning fra Rockwoolfonden, som har undersøgt, hvordan danskerne bruger døgnets 24 timer.

Flere lønmodtagere arbejder flere timer om ugen

Undersøgelsen viser også, at flere lønmodtagere arbejder mere end 37 timer om ugen. 37 timer er den normale arbejdstid i Danmark.

I dag arbejder 60 procent af mændene over 40 timer om ugen. I 2008 var tallet 50 procent. For kvinderne er det 40 procent i 2018 mod 30 procent i 2008.

Blandt lønmodtagere, der selv tilrettelægger deres arbejdstid, arbejder over halvdelen mindst 45 timer om ugen. For lønmodtagere med faste arbejdstider er det 18 procent.

Forsker: Lange arbejdstider kan give stress

Henrik Lund er arbejdslivsforsker på RUC. Han siger, at det er bekymrende med de lange arbejdstider, fordi det kan give problemer med stress.

- Det at få fleksible arbejdstider bliver i høj grad betragtet som et privilegie, der let kan føre til, at man giver endnu flere timer tilbage, siger Henrik Lund.

Pernille Knudsen er viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. Hun mener, at fleksible arbejdstider gavner medarbejderne, fordi de bedre kan indrette deres liv, og at de selv må holde øje med, om de arbejder for meget.

Nedenfor kan du se, hvor mange lønmodtagere der havde fast arbejdstid og fleksibel arbejdstid i 2018 og 2008.

Arbejdstider i 2018 og 208

  • Faste arbejdstider 2018: 38,2 procent 2008: 52,9 procent

  • Fleksible arbejdstider

  • Flekstid: 2018: 21,5 procent 2008: 21,2 procent

  • Varieret arbejdstid efter aftale: 2018: 19,9 procent 2008: 10,5 procent

  • Egen tilrettelæggelse: 2018: 20,4 procent 2008: 15,5 procentKilde: Rockwool Fonden

FacebookTwitter