Flere og flere unge bliver hjemløse

Antallet af hjemløse i Danmark stiger, og især unge ender på gaden eller på en sofa hos en af deres venner.

Antallet af hjemløse stiger. Især flere og flere unge i slutningen af 20’erne bliver hjemløse i Danmark. (© colourbox)

På to år er der blevet 318 flere hjemløse i Danmark. Det betyder, at 6138 personer er hjemløse og tvunget til at finde alternative steder at overnatte.

Og det er især flere unge, som ikke noget sted at bo, viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Unge på ny ydelse har ikke råd til bolig

Lars Benjaminsen er forsker hos SFI og siger til nyhedsbureauet Ritzau, at det især er svært for socialt udsatte i storbyerne at finde en bolig, de har råd til.

Desuden er der mange unge, der ikke kan betale husleje, hvis de mister deres kontanthjælp og skal leve af kontanthjælps-reformens nye uddannelseshjælp, mener konsulent René Nielsen fra Sand.

- Unge er længere tid på herberger og forsorgshjem, fordi det er umuligt for kommuner at skaffe dem en bolig, de kan betale med den nye ydelse, siger han.

Boligstrategi hjælper - men løser ikke problem

Politikerner ved godt, at hjemløshed er et problem, og fra 2009 til 2013 modtog otte kommuner med mange hjemløse derfor en halv milliard kroner fra staten.

Strategien var ifølge forsker Lars Benjaminsen en succes på flere områder.

Blandt andet har der været succes med et projekt, hvor hjemløse får et sted at bo, hvor de samtidig også får intensiv social støtte.

Men boligstrategien har ikke kunnet løse boligmanglen i samfundet, siger forskeren.

/ritzau/