Flere unge dropper tandlægen

Flere og flere unge mennesker går ikke til tandlægen. Men det kan få alvorlige konsekvenser.

I Danmark er tandlægebesøg kun gratis for børn og unge under 18 år. Arkivfoto. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Flere og flere personer i alderen 18 til 29 år går ikke til tandlægen.

I 2006 var det cirka halvdelen af de unge, som gik til tandlægen. Men i 2017 var tallet faldet til 38,3 procent.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Formand: Det kan blive dyrt at blive væk

Susanne Kleist er tandlæge og formand for Tandlægeforeningen. Hun er bekymret over, at de unge ikke kommer til tandlægen.

- Selvom du er 18 år og i princippet ikke har nogen huller, så har omkring 60 procent af jer begyndende huller. Hvis de ikke holdes nede, ender de som rigtige huller, siger hun.

- Og så risikerer man at få en dyrere tandlægeregning. Der skal ikke gå meget mere end et par år, før det kan gå galt, siger Susanne Kleist.

Professor: Man bør regelmæssigt gå til tandlægen

Palle Holmstrup er professor ved Tandlægeskolen på Københavns Universitet. Ifølge ham er det vigtigt, at man regelmæssigt går til tandlæge.

- Efterhånden som vi ved mere og mere om, hvad sygdomme i mundhulen betyder for den øvrige organisme, så er det så meget desto mere vigtigere, at sygdomme i mundhulen bliver behandlet på rette tid, siger han.

- Og det skal selvfølgelig helst ske i en ung alder, ved at man kommer regelmæssigt til tandlæge, siger Palle Holmstrup.

Herunder kan du se, hvordan tandlægerne inddeler deres patienter.

Facebook
Twitter