Flere unge tager et år på efterskole

I flere år faldt antallet af elever på efterskolerne. Men nu tager flere unge på efterskole igen, siger Efterskoleforeningen.

Elever på Sorø Gymnastik-efterskole laver en opvisning.

I flere år faldt antallet af elever på efterskolerne. Men nu tager flere unge på efterskole igen, siger Efterskoleforeningen.

I år er over 28.000 elever startet på efterskole. Det er mere end 700 flere end sidste år.

I mange år faldt antallet af elever på efterskolerne ellers, men Efterskoleforeningen siger, at skolerne i dag er bedre til at reklamere for sig selv.

Efterskoleforeningen formand Troels Borring mener også, at forældrene har fået flere penge til at betale for et år på efterskole.

- Familierne har fået bedre plads i økonomien, og det kan vi tydeligt mærke på skolerne, siger han.

God reklame giver flere elever

Sorø Gymnastik-efterskole er en af dem, der har fået flere elever i år. På tre år er skolen vokset fra 102 til 183 elever. 

Skolen har blandt andet reklameret mere for sig selv, fortæller skolens rektor Karsten Haim.

- Vi har også gjort vores undervisningsprofil mere skarp i forhold til, hvad eleverne gerne vil. Og så byggede vi et springcenter til gymnastikken, fortæller han.

Elever vil have en pause

Sally Svendsen går på Sorø Gymnastik-efterskole:

- Jeg havde brug for et år, hvor jeg kan slappe lidt af og lave det, jeg allerbedst kan lide, og det er at danse og lave gymnastik og bare have det sjovt, siger hun.

Victor Ingstrup Elligsøe er også elev på Sorø Gymnastik-efterskole. Ligesom Sally Svendsen vil han også gerne slappe af og have en pause:

- Og så vil jeg gerne pynte lidt på karaktererne og dyrke en masse sport, siger han.

Efterskoler i Danmark
  • Der er 264 efterskoler i Danmark.
  • Elever kan gå på efterskole i 9. eller 10. klasse. Nogle efterskoler har også 8. klasse.
  • To ud af tre elever på efterskole går i 10. klasse.
  • Der findes tre forskellige slags efterskoler: Almindelige efterskoler, efterskoler for ordblinde og efterskoler for elever med særlige behov.

 


Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve