Formand for partiet Stram Kurs er dømt for racisme

Formanden for partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, er i dag idømt 14 dages betinget fængsel for racisme.

Rasmus Paludan er dømt for at udtale sig racistisk i en video på Youtube. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Copyright © 2019 Mikkel Berg Pedersen. All rights reserverd according to Danish law. For more information or to buy this image)

Rasmus Paludan er en dansk advokat, der for nogle år siden stiftede partiet Stram Kurs. Partiet er meget kritisk over for indvandring og islam.

Rasmus Paludan fortæller blandt andet om sine holdninger på Youtube.

I dag blev han idømt 14 dages betinget fængsel for at have udtalt sig racistisk i en video på Youtube sidste år. Rasmus Paludan har anket.

Videoen handlede om sorte i Sydafrika

Rasmus Paludan var blevet politanmeldt af Bwalya Sørensen. Hun har stiftet en dansk afdeling af den amerikanske organisation ”Black Lives Matter”.

I videoen siger Rasmus Paludan blandt andet, at Bwalya Sørensen giver hvide skylden for, at det går dårligt for sorte i Sydafrika.

Han siger også, at Bwalya Sørensen "som de fleste negere i Sydafrika ikke er begavet nok til at kunne se, hvordan tingene rent faktisk forholder sig".

Rasmus Paludan: Videoen er en politisk analyse

Rasmus Paludan har tidligere sagt, at videoen er en politisk analyse af forholdene i Sydafrika.

I retten fredag sagde han, at han ikke opfatter alle sorte i Afrika som ubegavede.

Men Retten i Glostrup har altså dømt Rasmus Paludan for at forhåne en gruppe mennesker groft og for at forsøge at påvirke den offentlige meningsdannelse.

Facebook
Twitter