Gluten er et protein, som er i nogle kornsorter. Derfor findes gluten også i meget brød, pizza og pasta.
Hvis man spiser mindre gluten, så får man sundere tarme, og man vil også tabe sig en smule. Hvis man altså stadig spiser mange fibre.
Det viser en ny undersøgelse, som er lavet af 52 danske og internationale forskere. Den er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications. Det står i Politiken.
Professor: Det vigtigste er sundheden i tarmen
Oluf Borbye Pedersen er professor og forskningsleder ved Novo Nordisk Fondens Metabolisme-center ved Københavns Universitet. Han er også leder af den nye undersøgelse.
- Det vigtigste ved studiet er ikke nødvendigvis vægttabet, men den større tarmsundhed, man kan opnå ved en fiberrig low-gluten-kost, siger han.
Ifølge undersøgelsen får man andre tarmbakterier med en fiberrig low-gluten-kost. Og tarmbakterierne forbrænder flere kalorier, derfor taber man sig.
/ritzau/