Forsvaret søger og ansætter flere gamere

Forsvaret vil gerne ansætte personer, der dyrker e-sport. De har nemlig rumlige evner og er gode til at løse flere opgaver på en gang.

Gamere er personer, der dyrker e-sport. De har ofte såkaldt rumlig intelligens, strategisk sans, hurtige reaktioner og er gode til at samarbejde.

Disse evner er vigtige i mange job indenfor forsvaret.

Derfor vil Forsvarsministeriets Personalestyrelse nu samarbejde med Esport Danmark, så flere gamere søger job ved Forsvaret.

Major: Gamere kan være gode som flyveledere og piloter

Anders Bech er major og sektionschef ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Ifølge ham vil gamere være gode i job som flyveleder, pilot eller radar-operatør.

- Og flere andre, hvor det drejer sig om at håndtere et komplekst virkeligheds-billede og kunne manøvrere hurtigt i det, siger Anders Bech.

Han siger, at man som et forsøg har testet medlemmer fra det danske e-sportshold Astralis. Det viste, at de havde meget hurtige reaktionsevner.

Flyveleder: Man skal kunne skifte mellem forskellige roller

Alexander Hundegger er flyveleder ved Forsvaret i Karup. Han har været ivrig gamer og har blandt andet spillet Counter-Strike og Battlefield.

Han synes, det giver god mening, at Forsvaret nu vil rekruttere flere gamere. Ifølge ham kan man bruge mange kompetencer fra computerspil som flyveleder.

- Nu er der for eksempel nogen, der kalder på radioen, og jeg skal træffe en række øjebliksafgørelser for, hvad der er vigtigt, hvad der ikke er vigtigt, og hvad jeg skal fokusere på. Man skal kunne skifte mellem forskellige roller, som i et computerspil, siger han.

I videoen ovenfor fortæller Alexander Hundegger, hvorfor gamere kan være gode som flyveledere.

I videoen nedenfor fortæller Alexander Hundegger om forskellen på computerspil og arbejdet som flyveleder.