Is giver syge kræfter

Hjem Is-bilerne kører nu også med is til svagelige som for eksempel kræftpatienter.

Det lille ismejeri Skee-is har lavet en aftale med Hjem-Is, som vil sælge is med mange proteiner til syge og ældre. (Foto: Morten Møbjerg Nielsen © DR)

 

Hjem Is-bilerne kører nu også med is til svagelige som for eksempel kræftpatienter.

Syge har ofte ikke lyst til at spise ret, men det skal de for at blive raske. Is kan hjælpe på appetitten og give nye kræfter.

Skee Ismejeri er specialist i at lave en særlig god is til underernærede som for eksempel ældre og kræftpatienter.

Isen er fyldt med proteiner og udviklet af Johnna Bork.

Hun er diætist og ved, hvordan man sætter en kostplan sammen til syge mennesker.

Leverer is til sygehuse

Skee Ismejeri leverer is til sygehuse - blandt andet Roskilde sygehus, hvor Johnna Bork er diætist.

Flere patienter har ønsket at købe isen, når de kom hjem fra sygehus. Derfor har mejeriet lavet en aftale med Hjem Is-bilerne.

De kører i hele Danmark og vil fremover også have proteinrig is fra Skee Ismejeri.

- Det handler om at finde produkter, der fylder lidt i maven, men har meget energi og protein i sig, og det har denne her is, siger Johnna Bork.

Isen skal bestilles hos Hjem Is

Hjem Is-bilerne får ikke isen som fast vare - den skal bestilles først.

- Det er et nyt og specielt produkt til syge patienter. I første omgang kører vi med det som en bestillingsvare, siger direktør for Hjem-IS Per Roth.

Skee Ismejeri er også på vej til at eksportere protein-is til sygehuse i Sverige.

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve