Guide: Bliv bedre til at prutte

Du kan bruge flere metoder til at forhandle prisen på en vare ned. Lær for eksempel at bruge 'Den-har-en-fejl-strategien' eller 'Par-strategien'.

Der pruttes om prisen på Hjallerup Marked. (Foto: Birgitte Kragh © DR Nordjylland)

At prutte om prisen er en folkesport. Man kan ofte få en vare billigere, hvis man er god til at prutte om prisen. Men det kræver træning og forberedelse at blive en god prutter.

Nu kommer Forbrugerstyrelsen med en guide til at prutte. Her kan både øvede og nybegyndere hente gode råd.

Guiden beskriver forskellige strategier til at få prisen på en vare ned.

Sådan gør du

  • Budget-strategien: Du beslutter på forhånd, hvor maget du vil betale, for eksempel for en ny vaskemaskine. På den måde er du mere overbevisende, når du forhandler med sælgeren.

  • Den-har-en-fejl-strategien: Du finder en bluse, hvor en knap er røget, eller en cykel med en ridse i lakken. Og så prøver du at få et afslag i prisen.

  • Par-strategien: Tag din kæreste, ven eller søster med i butikken. Så føler du dig mindre usikker. Og den ene af jer kan være afvisende og tøvende, mens den anden er interesseret i at købe. 

Et sidste forsøg

Hvis ingen af strategierne virker, kan du forsøge denne her:

  • Flere-varer-med-strategien: Spørg, om du kan få flere varer med i dit køb.

Læs mere om de enkelte strategier på Forbrugerstyrelsens hjemmeside.

Facebook
Twitter