Mange får nej fra banken, når de vil låne penge til at købe et hus i Udkants-danmark. Men en ny portal låner nu penge til folk, der har fået nej fra banken.Udkants-danmark er de dele af landet, hvor der bor få mennesker, og hvor der er langt til de større byer og arbejdspladser.
Men selvom priserne på huse i Udkants-danmark er lavere end i resten af landet, kan det være svært at købe et hus der.
Mange banker og realkredit-institutter vil nemlig ikke låne folk penge til huskøb uden for de store byer.
Husene er billige på landet
Men det vil portalen udenombanken.dk lave om på.
Portalen hjælper huskøbere med at finde andre lån end hos banken og realkredit-institutterne. Det kan for eksempel være lån hos forskellige investorer med mange penge.
Renten er højere, når man låner penge gennem udenombanken.dk. Men det gør ikke så meget, fordi husene er billigere i udkanstdanmark, siger Carsten Schellenbauer Nielsen, der har været med til at starte udenomsbanken.dk:
- Målgruppen er folk, som kigger på drømmehuset uden for de store byer. Byer, hvor huspriserne typisk ligger på 500.000 kroner eller under, siger han.
Man skal tænke sig om
Realkredit-selskaber får ofte kritik, fordi de ikke vil låne penge til huskøb i Udkants-danmark.
Men det er der gode grunde til, siger direktør i Realkreditforeningen, Karsten Beltoft:
- Som boligkøber skal man tænke sig grundigt om, hvis man får nej fra realkredit-institutterne og så alligevel ønsker at købe boligen.
- Det kunne være realkreditten siger nej, fordi sikkerheden ikke er god nok, siger han.