Hvert syvende par har aldrig sex

En ny undersøgelse viser, at 14 procent af alle danskere i et fast parforhold, aldrig har sex med deres partner. Det skyldes stress i hverdagen, siger sexologerne.

En ny undersøgelse viser, at 14 procent af alle danskere i et fast parforhold, aldrig har sex med deres partner. Det skyldes stress i hverdagen, siger sexologerne (arkivfoto). (Foto: Colourbox)

14 procent af alle danskere, der lever i et fast parforhold, dyrker aldrig sex med deres partner.

Det viser en ny undersøgelse af analyseinstituttet YouGov for metroXpress.

Sexolog og parterapeut Hanne Kaas er rystet over det antal:

- Det er virkelig trist. Forklaringen er nok, at mange mennesker har så travlt i hverdagen, siger hun.

Mindre overskud til nærhed

- Karriere, børn, husholdning, børnenes fritidsinteresser og egne fritids-interesser; det hele skal passes, og så glider parforholdet og sexlysten tit i baggrunden, siger Hanne Kaas.

Hun mener, at den økonomiske krise i samfundet gør det endnu værre.

- Folk føler sig i stigende grad pressede på arbejdet, og de bliver tvunget til at løbe hurtigere. Derfor bliver de dødtrætte og får endnu mindre overskud til sex og nærhed med partneren, siger hun.

Hanne Kaas gætter på, at antallet af par, der ikke dyrker sex, er steget de seneste år.

Et middel mod stress

Bernadette Grandjean er sexolog. Hun er også overrasket over, at så mange par lever sammen uden at have sex med hinanden.

- Når du dyrker sex, får du kontakt til din krop. Du mærker, hvordan du egentlig har det, og i forbindelse med sex frigiver du en masse glædes-hormoner og får ny energi.

- Derfor er sex også et rigtig godt middel mod depression og stress, forklarer hun.

Fra 40-års alderen

Bernadette Grandjean siger, at det især er blandt par fra 40-års alderen og op, at sexlivet bliver lagt på hylden.

- Mange par har svært ved at få gang i sexlivet igen, når de har fået børn. Hvis de bare accepterer det, så bliver det efterhånden til, at de slet ikke dyrker sex, siger hun til metroXpress.

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve