I dag er Månen tættere på end de seneste 68 år

Månen bliver ekstra stor og klar i dag, fordi den er tættere på Jorden, end den har været siden 1948.

Hvis der ikke er mange skyer på himlen, kan du i aften se en 'fed fuldmåne'. (Foto: Peter Bros Nissen © DR BRugerbillede)

Astrofysikere studerer blandt andet Månen, og i dag får de et endnu bedre blik på Månen end de seneste 68 år.

Månen har nemlig ikke været så tæt på Jorden siden 1948.

Samtidig er det fuldmåne i dag, og det kalder astrofysikere for ’fed fuldmåne’ eller ’supermåne’, siger astrofysiker Michael Linden-Vørnle, DTU Space.

Månens diameter er syv procent større

Månens bane er ikke rund som en kugle, den er mere rund som en cirkel, der er mast lidt flad.

Derfor er Månen nogle gange 406.000 kilometer fra Jorden, og andre gange er den omkring 356.000 kilometer fra Jorden.

I dag er Månen tættest på Jorden, og derfor er Månen i dag cirka syv procent større i diameter i forhold til andre fuldmåner.

Næste 'fede fuldmåne' er i 2034

Når Månen er tættest på Jorden, er dens lysstyrke cirka 16 procent større end andre gange, fortæller Michael Linden-Vørnle.

Månen står op over København klokken 16.41 i dag, og du har bedst chance for at se den i det østlige Danmark, fordi der er skyer på vej ind over landet.

Næste gang du får chancen for en ’fed fuldmåne’ er i 2034.

/ritzau/

Facebook
Twitter