I dag starter den første retssag om opløsning af en bande

Banden Loyal to Familia blev forbudt i september. Nu skal domstolene tage stilling til, om Loyal to Familia skal opløses.

Siden september har det været forbudt at være medlem af banden Loyal to Familia. Arkvifoto. (Foto: Ritzau Scanpix © Scanpix)

Loyal to Familia, LTF, er en bande i Danmark, som stammer fra Nørrebro i København.

I september blev det forbudt at være medlem af LTF. Forbuddet gælder, indtil domstolene har afgjort, om LTF skal opløses.

Retssagen mod LTF begynder i dag. Det er første gang, domstolene skal afgøre, om en bande skal opløses.

LTF's leder er udvist af Danmark

Lederen af LTF, Shuaib Khan, er pakistansk statsborger, men er født og opvokset i Danmark. Han blev udvist i november, fordi han havde truet en betjent.

Mere end 100 medlemmer af LTF er i fængsel. Flere af dem har fået lange straffe på op til 20 års fængsel for blandt andet drabsforsøg og våbenbesiddelse.

LTF har de seneste fem år været involveret i konflikter med andre bander i København.

Korrespondent: Domstolene kan få svært ved at opløse LTF

Trine Maria Ilsøe er DR’s retskorrespondent. Hun siger, at domstolene kan opløse en forening, hvis den virker ved vold. Det siger grundloven.

Men ifølge Trine Maria Ilsøe kan det blive svært for domstolene at bevise, at LTF er en forening, og at den vold, som medlemmerne har begået, er sket på vegne af foreningen.

Københavns Byret forventes at komme med sin dom i sagen i slutningen af august.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve