Inger Støjberg: Det skal være dyrt at rejse væk fra udrejse-ø

Der skal være et et nyt udrejsecenter på øen Lindholm. Billetprisen på færgen væk fra øen skal være så høj, som konventionerne tillader.

Kriminelle udlændinge på tålt ophold skal fremover opholde sig på den øde ø Lindholm i Stege Bugt. (Foto: Styrelsen for Dataforsyning og E © Scanpix)

Fredag blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om finansloven for 2019. Finansloven bestemmer, hvor mange penge staten skal bruge på for eksempel sundhed og skoler.

Et af punkterne i finansloven er, at udviste, kriminelle udlændinge på tålt ophold fremover skal bo på den øde ø Lindholm i Stege Bugt.

De kriminelle udlændinge skal bo på et nyt udrejsecenter, indtil de kan sendes hjem. Der skal være en færgeforbindelse, så beboerne kan sejle til Sjælland.

Der skal være få afgange

Inger Støjberg (Venstre) er udlændinge- og integrationsminister. Hun siger, at beboerne på udrejsecentret selvfølgelig skal have mulighed for at sejle til Sjælland engang imellem.

Men hun siger, at billetprisen til færgen skal være så høj, at beboerne ikke bare kan sejle frem og tilbage, som de har lyst til. Desuden skal der være så få afgange, som konventionerne tillader.

- Det er selvfølgelig et klart juridisk spørgsmål. Men den kommer til at sejle så lidt som overhovedet muligt, siger Inger Støjberg.

Øen er lukket for uvedkommende

Det kommer til at koste cirka 750 millioner kroner at bygge det nye udrejsecenter på Lindholm.

Idéen om et udrejsecenter på den øde ø blev først fremlagt under finanslovsforhandlingerne, og 22 dage senere var det vedtaget ifølge Berlingske.

Lige nu er Lindholm lukket for uvedkommende. Staten ejer øen, hvor DTU forsker i virussygdomme, men efter planen forlader DTU øen næste år.

Facebook
Twitter