Jeg er begyndt at sende flere sms’er til mine venner

Kim Carlsson på 49 år har altid haft svært ved at stave. Han synes især, lange ord er svære, men de seneste uger har han sendt flere sms’er med lange ord til vennerne.

Kim Carlsson har ingen problemer med at læse, men han har svært ved at stave, og derfor betaler Gentofte Kommune for et kursus, så han kan blive bedre. (Foto: Ulla Abildtrup © DR Ligetil)

Kim Carlsson sidder bøjet over tastaturet på en computer på Hovedstadens Ordblindeskole.

I dag skal han skrive en historie om sit arbejde på Mariebjerg Kirkegaard.

- Jeg kan godt læse, men jeg har altid haft svært ved at stave. Her på skolen er jeg blevet bedre til at stave lange ord som for eksempel ”penicillin”, siger Kim Carlsson.

Kommunen betaler kurser

49-årige Kim Carlsson har været på to kurser i at læse og skrive dansk det seneste år.

Kurserne er betalt af Gentofte Kommune, hvor han er ansat i Vej og Park-afdelingen.

- Da jeg startede på kursus nummer to, havde jeg glemt en del af det, jeg lærte første gang. Det er vigtigt at holde de nye ting ved lige, mener Kim.

Han skriver til lykke til vennerne

Kim Carlsson skal læse og skrive, når han skal skrive sin arbejdsopgaver ind på computer.

- Jeg fjerner blade og visne blomster fra gravstederne. Nogle gange klipper jeg hæk og slår græs. Det skal jeg skrive på computeren, siger Kim Carlsson.

Han er også begyndt at skrive mere i sin fritid.

- Jeg er begyndt at sende flere sms’er til vennerne og for eksempel skrive til lykke med fødselsdagen, siger Kim.