Kampfly må bombe, selvom de kan ramme civile

Danske kampfly må nu i særlige tilfælde bombe områder, hvor man ved, at bomberne vil dræbe almindelige mennesker.

Når fly som dette F16 kaster bomber over byer i for eksempel Irak, er der stor risiko for, at almindelige mennesker bliver ramt og dør. (Foto: christian Als © Scanpix)

Danske kampfly bomber i Syrien og Irak for at bekæmpe den militante gruppe Islamisk Stat.

Lige nu rykker kampene ind i større byer som Mosul og Raqqa, og derfor er der større risiko for, at bomberne også dræber almindelige mennesker.

Det sagde forsvarsminister Peter Christensen (Venstre) på et møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag.

Fly bomber kun i særlige tilfælde

Selv om bomberne vil ramme almindelige mennesker, skal de danske kampfly have lov til at blive ved med at bombe.

Men det skal kun ske i særlige tilfælde, siger forsvarsministeren, som nu indfører en ny procedure.

Proceduren betyder, at danske militærfolk kan give lov til at bombe områder, hvor der også bor almindelige mennesker, hvis det militære mål er meget vigtigt.

Vi kan ikke altid undgå civile tab

Forsvarsministeren siger, at Danmark overholder de internationale regler for krig.

- Vi vil selvfølgelig fortsat gøre alt, hvad vi kan for at undgå civile tab, men vi kan ikke garantere det i hvert enkelt tilfælde, siger Peter Christensen.

Han siger også, at både Folketingets partier og danskerne vil få besked, hvis danske kampfly dræber syrere eller irakere, der intet har med Islamisk Stat at gøre.

/ritzau/

Facebook
Twitter