Kommuner sikrer, at kunstgræs-baner ikke spreder gummi

Hvert år bliver der spredt cirka 1500 tons gummigranulat i naturen fra kunstgræsbaner. Det vil flere kommuner nu forhindre.

I Bogense holder man gummigranulat inde på kunstgræsbanen ved hjælp af en flisekant rundt om banen og en sluse, hvor man kan børste granulat af tøj og sko. (Foto: Jonatan Grau Møller)

Kunstgræsbaner er fodboldbaner, som består af kunstigt græs og gummigranulat. I Danmark er der over 350 kunstgræsbaner, som man kan spille på hele året.

Men hvert år forsvinder cirka 1500 tons gummigranulat fra kunstgræsbanerne ud i naturen. Det kommer udenfor banerne gennem tøj, sko og ved snerydning.

Nu forsøger flere kommuner at forhindre, at gummigranulatet bliver spredt i naturen.

Fliser og hegn holder på gummigranulat

Tønder Kommune er en af de kommuner, der har gjort noget for at holde gummigranulatet inde på kunstgræsbanerne.

Arne Petersen er servicemedarbejder i Skærbækcentret, som har fået to nye kunstgræsbaner og renoveret en tredje.

- Vi har fået lavet tre meter fliser samt et hegn uden om banen. På hegnet er der blevet sat 50 centimeter høje akrylplader på. Det holder granulatet inde på banen, når vi rydder sne, siger han.

Prisen for at holde på granulat er cirka 100.000 kroner

I Skærbækcentret har de også fået lavet et såkaldt sluseanlæg, hvor man kan børste sit tøj og tømme sine sko for granulat, så det ikke kommer udenfor banen.

I Nyborg Kommune er man også i gang med at undersøge, hvordan man kan undgå at sprede gummigranulat fra kunstgræsbanerne.

Erik Rosengaard (Venstre) er formand for kultur- og fritidsudvalget i Nyborg Kommune. Han forventer, at det vil koste cirka 100.000 kroner per bane.

Kunstgræsbaner

  • Der findes mere end 350 kunstgræsbaner i Danmark.

  • Kunstgræsbaner kan bruges hele året rundt. En almindelig græsbane bliver ødelagt, hvis man spiller på den om vinteren.

  • Gummigranulatet er det mest anvendte materiale, da det er bedst at spille på. Det er også det billigste materiale.

  • Man kan også bruge kork i stedet for gummigranulat.

Facebook
Twitter