Kronprins Frederik inviterer også til Royal Run i år

Kronprins Frederik fejrede sidste år sin fødselsdag med et motionsløb i fem danske byer. I år inviterer han igen til Royal Run.

Kronprins Frederik løber her Royal Run i Aarhus, mandag den 21. maj 2018. Arkivfoto. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kronprins Frederik blev 50 år den 26. maj sidste år.

Han markerede blandt andet sin fødselsdag med at invitere alle danskere til at løbe med ham i Danmarks fem største byer.

Løbet hed Royal Run, og det var så stor en succes, at kronprinsen inviterer til Royal Run igen i år. Løbet holdes den 10. juni i Aarhus, Aalborg og København.

Både Frederik og Mary løber Royal Run

Løbere ved Royal Run kan vælge mellem tre forskellige distancer: en mil (1609 meter), 5 kilometer og 10 kilometer.

Kronprins Frederik starter med at løbe One Mile i Aarhus, og han løber derefter 10 kilometer i København. Kronprinsesse Mary løber 5 kilometer i Aalborg.

- Jeg ser frem til, sammen med resten af Danmark, at tilbringe en dag i motionens tegn. Det er mit håb, at mange igen får lyst til at udfordre sig selv og røre sig i nogle smukke rammer rundt omkring i landet, siger kronprinsen.

Over 70.000 løbere deltog i 2018

Sidste år i maj deltog flere end 70.000 personer i Royal Run i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København.

I år bliver der også holdt Royal Run på Færøerne.

Det sker den 1. juni, hvor kronprins Frederik løber på Færøerne.

/ritzau/

Facebook
Twitter