Lea skal studere molekylær medicin

Lea Thing er kommet ind på sit drømmestudie. Hun skal læse molekylær medicin på Aarhus Universitet, selv om hun er ordblind.

Lea Thing er ordblind, men fik et gennemsnit på 10.5 ved eksamen på Horsens HF & VUC i år. Nu skal hun læse på Aarhus Universitet. Her er hun med sin mor og far og storebror efter sidste eksamen. (Foto: Privat)

Lea Thing har som tusinder af unge fået svar på sin ansøgning om at læse videre.

Og hun er en af de glade, som er kommet ind på universitetet.

For Lea Thing betyder det ekstra meget, fordi hun er ordblind.

Fik hjælp til at læse tekster højt

Ordblindheden blev først opdaget, da Lea Thing blev indskrevet på Horsens HF & VUC.

Da fik hun endelig den hjælp, hun havde brug for: En it-rygsæk der kan læse tekster højt.

- Den har jeg brugt!, siger Lea Thing, som fik et gennemsnit på 10.5 til studentereksamen.

Jeg vil være hjerneforsker

22-årige Lea Thing har brugt sommerferien til at forbedre sin eksamen og glæder sig nu til at starte på universitetet:

- Jeg vil gerne være hjerneforsker, siger hun om sine fremtidsplaner.

Studiet molekylær medicin på Aarhus Universitet optager kun ganske få og kun de allerbedste studerende.

Lea Thing vil dér lære om biologiens allermindste byggesten som proteiner og kulhydrater. Den viden kan være med til at forebygge og helbrede sygdomme.

Skjuler ikke at hun er ordblind

Når Lea Thing starter på universitetet, har hun tænkt sig at fortælle sine undervisere, at hun er ordblind.

- Så kan de bedre forstå og hjælpe mig.

Hun vil også bruge alle de tilbud, som giver hjælp til at læse pensum og til at stave rigtigt i opgaverne.

- Ordblinde kan sagtens gennemføre en lang videregående uddannelse. Man skal bare være opmærksom på de muligheder, der er for støtte, siger Lea Thing.

Facebook
Twitter