Mange er i tvivl om den nye ordblindetest

Læsevejledere er glade for den nye ordblindetest men har stadig mange spørgsmål til, hvordan den skal bruges.

Birgit Dilling Jandorf har været med til at udvikle ordblindetesten for Undervisningsministeriet. Her svarer hun på spørgsmål om testen. (Foto: Ulla Abildtrup © DR Ligetil)

Undervisningsministeriet tilbød i starten af året en ny test af ordblinde. Testen kan bruges på børn fra 3. klasse og helt op til elever i gymnasiet og studerende på universitetet.

Fredag viste en konference i undervisning og ordblindhed, at mange læsevejledere bruger den nye test.

Læsevejlederne sagde, at testen er nem at bruge, men de har stadig mange spørgsmål til testen.

Testen skal først tages i februar

Konferencen var arrangeret af Ordblindeforeningen og Center for Undervisningsmidler Sjælland, og de havde inviteret Birgit Dilling Jandorf til at fortælle mere om den nye test.

Birgit Dilling Jandorf har været med til at udvikle testen for Undervisningsministeriet, og hun fortalte blandt andet, at børn i 3. klasse først skal have taget testen i februar – altså ikke lige efter sommerferien.

Hun fortalte også, at ministeriet er på vej med en test, man kan bruge til børn før 3. klasse.

23 elever venter på at blive testet

Mange læsevejledere, undervisere og andre fagfolk ville gerne tale med Birgit Dilling Jandorf efter hendes oplæg på konferencen.

Mange ville fortælle om deres egne erfaringer med den nye test. Én havde 23 børn på venteliste til ordblindetesten, en anden var i tvivl, om hun kunne teste elever i 5. klasse.

En tredje læsevejleder var i tvivl, om en bestemt elev var ordblind eller havde andre vanskeligheder. Hun spurgte derfor Birgit, om barnet skal testes for ordblindhed.

Ministeriet kommer med ny vejledning

Konferencen viste, at der er en stor interesse for den nye test og et stort ønske om mere viden om ordblindhed i undervisningen.

Undervisningsministeriet kommer i januar med den første pædagogiske vejledning til, hvordan ordblinde børn skal undervises, når de er med i den almindelige undervisning.

Vejledningen er til lærere, forældre, læsevejledere og ordblinde børn og vil blandt andet fortælle, hvordan elever kan bruge it ved folkeskolens afgangsprøver.

De mange spørgsmål på konferencen fik Center for Undervisningsmidler til at beslutte, at de vil lave et kursus i den nye test. De meddeler tid og sted for kurset senere.

Facebook
Twitter