Mindst 43 danskere er døde af lykkepiller

De såkaldte lykkepiller skal gøre livet lettere for depressive, men i stedet koster de nogle livet. Antallet af dødsfald kan endda være endnu højere, advarer læger.

Sundhedsstyrelsen ved reelt ikke, hvor mange der er døde som følge af de såkaldte lykkepiller. (arkivfoto) (Foto: Sten Jørgensen © DR)

 

De såkaldte lykkepiller skal gøre livet lettere for depressive, men i stedet koster de nogle livet. Antallet af dødsfald kan endda være endnu højere, advarer læger.

Læger har indberettet, at mindst 43 danskere er døde af piller, der går under navnet lykkepiller.
Desuden har 12 begået selvmord som følge af pillerne, og 564 er ramt af alvorlige bivirkninger.

Det viser tal fra Sundhedsstyrelsens opgørelse over bivirkninger af lykkepiller fra 1988 til 2011, skriver metroxpress.

Tallene er måske 10 eller 100 gange større

Professor Peter Gøtzsche er ekspert i medicinsk statistik. Han mener, at tallene fra Sundhedsstyrelsen i virkeligheden er langt højere.

Han siger, at læger ofte undlader at skrive om bivirkninger. Derfor kan der være mange flere dødstilfælde, selvmord og alvorlige bivirkninger på grund af lykkepiller, end tallene fra Sundhedsstyrelsen viser:

- Det er almindelig anerkendt, at vi bør gange antallet af indberetninger med mellem 10 og 100 procent for at få et mere rigtigt billede, siger professor Peter Gøtzsche til metroxpress.

Læger tror, selvmord skyldes depression

Peter Gøtzsche er særlig bekymret for, at antallet af selvmord som følge af lykkepiller er langt højere end Sundhedsstyrelsens tal viser:

- Lægerne holder sig ekstra tilbage med at indberette selvmord som en bivirkning af lykkepiller. De har lært af medicinalselskaberne, at selvmordene ikke skyldes medicinen, men sygdommen.

- De praktiserende læger tror, at selvmordene er en naturlig følge af depression og ikke en bivirkning af pillerne, siger han til metroxpress.

Styrelsen ved ikke, hvor mange flere der er døde

Sundhedsstyrelsen er enig med professor Peter Gøtzsche i, at læger ikke skriver alle bivirkninger:

- Det er korrekt, at vi ved, at der foregår en klar underrapportering af bivirkninger til Sundhedsstyrelsen. Men hvor stor den er, aner vi ikke, siger overlæge Doris Stenver.

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve