Minister tillader ikke, at familier på udrejsecenter selv laver mad

Børn på Udrejsecenter Sjælsmark mistrives ifølge Røde Kors. Røde Kors mener, det kan hjælpe børnene, hvis familierne selv laver mad.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (Venstre) har bedt sit ministerium om at se nærmere på anbefalinger fra Røde Kors. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Et udrejsecenter er et sted for asyl-ansøgere, der er udvist af Danmark. Asyl-ansøgerne skal bo på centret, til de kan rejse hjem.

Sjælsmark er et udrejsecenter i Nordsjælland, hvor der blandt andet bor familier med børn. Men børnene mistrives ifølge en rapport fra Røde Kors.

Røde Kors mener, at det kan hjælpe børnene, hvis familierne får lov til selv at lave mad. Det må de nemlig ikke nu. Men udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (Venstre) vil ikke tillade, at familierne selv laver mad.

Røde Kors vil forbedre forholdene i Sjælsmark

Røde Kors mener, at afviste asyl-familier først bør flyttes til et udrejsecenter, lige før de skal rejse ud af Danmark.

Men det er der ikke flertal for i Folketinget. Derfor har Røde Kors lavet seks anbefalinger, der kan forbedre forholdene for børnene på Sjælsmark.

Carolina Magdalene Maier er udlændinge- og integrationsordfører for Alternativet. Hun havde tirsdag kaldt Inger Støjberg i samråd om Røde Kors' forslag.

Støjberg har bedt ministerium om at se på anbefalinger

Inger Støjberg sagde på samrådet, at regeringen ikke har tænkt sig at ændre på de overordnede rammer for de afviste asyl-ansøgere.

- Afviste asylansøgere tilbydes ikke selvhushold - altså mulighed for selv at lave mad - fordi regeringen mener, at der skal være en klar markering af, at afviste asylansøgere ikke er velkomne i Danmark og skal rejse hjem, sagde hun.

Inger Støjberg har bedt Udlændinge- og Integrationsministeriet om at se nærmere på de seks anbefalinger fra Røde Kors.

UDREJSECENTER SJÆLSMARK

  • Udrejsecenter Sjælsmark blev oprettet i 2015.

  • Formålet med Sjælsmark er at få de afviste asyl-ansøgere til at rejse hjem.

  • Beboerne på Sjælsmark får ingen penge, og de må ikke selv lave mad. De får i stedet serveret mad tre gange om dagen i en kantine.

  • På Sjælsmark bor:

  • personer, der har fået endeligt afslag på asyl

  • personer, som snart skal ud af landet

  • personer på tålt ophold

  • personer, som er udvist ved domKilde: Udlændingestyrelsen og Kriminalforsorgen

Facebook
Twitter