Ministre i ny regering er i gennemsnit 41 år

Den ældste minister i den nye, socialdemokratiske regering er 55 år, og den yngste er 33 år. Men flere har allerede erfaring som ministre.

Mette Frederiksen præsenterede torsdag den nye socialdemokratiske regering. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Torsdag fik Danmark en ny socialdemokratisk regering med 20 ministre. Statsminister Mette Frederiksen er 41 år og den yngste statsminister nogensinde.

De øvrige ministre i regeringen er også unge. I gennemsnit er de 41,8 år. Den ældste er Mogens Jensen på 55 år, og den yngste er Simon Kollerup på 33 år.

Jens Ringberg er politiske analytiker i DR. Han siger, at det ikke er en uerfaren regering. Ni af de 20 ministre har nemlig været ministre før.

Syv ud af 20 ministre er kvinder

Syv af de 20 ministre er kvinder. Det svarer til 35 procent.

Pia Olsen Dyhr er formand for Socialistisk Folkeparti. Hun skriver på Twitter, at det er trist, at der ikke er flere kvindelige ministre.

I den tidligere regering var ti ud af 22 ministre kvinder. Og i regeringen fra 2011 til 2015 var 40 procent af ministrene kvinder.

Nedenfor kan du se, hvilke ministre der har været ministre før. Du kan også se en oversigt over de 20 ministre, hvor du kan klikke dig frem til flere oplysninger om ministrene.

Disse ministre har tidligere været minister

  • Statsminister Mette Frederiksen har tidligere været både justitsminister og beskæftigelsesminister.

  • Finansminister Nicolai Wammen har været europaminister og forsvarsminister.

  • Justitsminister Nick Hækkerup har været både forsvarsminister, sundhedsminister og EU- og handelsminister.

  • Social- og indenrigsminister Astrid Krag har været sundhedsminister fra 2011 til 2014. Dengang var hun medlem af Socialistisk Folkeparti.

  • Skatteminister Morten Bødskov har været justitsminister.

  • Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen var været minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

  • Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har været transportminister.

  • Transportminister Benny Engelbrecht har været skatteminister.

  • Minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Mogens Jensen har tidligere været handels- og udviklingsminister.

Facebook
Twitter