Mobiltelefonen skader børns trivsel

Mange børn bruger deres telefon så meget, at de har svært ved at koncentrere sig, viser en stor undersøgelse fra Børnerådet.

Hvert tredje barn i Danmark har så meget brug for sin telefon, at man kan kalde det afhængighed. (arkivfoto) (© DR)

Mange børn bruger deres telefon så meget, at de har svært ved at koncentrere sig, viser en stor undersøgelse fra Børnerådet.

Det er vigtigt for børn at kunne komme i kontakt med vennerne og følge med på de sociale medier.

Men for en stor del af børnene kommer telefonen til at fylde lidt for meget i hverdagen, viser en stor undersøgelse af 2000 elever i 7. klasse.

Flest piger er afhængige

Hvert tredje barn har så meget brug for sin telefon, at det kan kaldes afhængighed. Især pigerne har svært ved at lægge telefonen fra sig.

40 procent af pigerne i undersøgelsen føler sig afhængige af telefonen, mens det kun gælder for 22 procent af drengene.

Tallene overrasker Børnerådets formand, Per Larsen. Han siger til DR Ultra Nyt, at  undersøgelsen er bekymrende.

Fire timer om dagen påvirker børn

Undersøgelsen viser også, at børn er endnu mere påvirkede, hvis de samtidig er afhængig af deres computer og tablet.

Børn, der bruger medier mere end fire timer dagligt, har oftere svært ved at koncentrere sig og føler sig oftere trætte om morgenen end andre børn.

- På den lange bane er det jo forfærdeligt. Børn skal lære, og hvis de ikke er koncentrerede, får de ikke nok ud af skolen. Det kan påvirke resten af deres liv, siger Per Larsen.

Forældre skal tænke over deres forbrug

I undersøgelsen siger mange af børnene, at de bliver nervøse, når telefonen med vennerne og de sociale medier ikke er tæt på dem.

Men mange synes også, at det er et pres at være online, fordi de føler, at de hele tiden bliver nødt til at holde øje med alting.

Per Larsen håber, at undersøgelsen kan skabe debat om, hvordan man bruger teknologi. Han håber, at forældre vil tænke over, om de for eksempel selv sidder ved middagsbordet og kigger på deres tablet.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve