Mobiltelefoner holder skolefravær nede

En nordsjællandsk skole har styr på de ældre elevers pjækkeri. Hvis eleverne ikke er mødt op bliver der sendt en sms-besked til deres forældre.

Anne er ikke dukket op i dag. Er hun syg? Forældre får besked via sms, hvis deres barn ikke er dukket op i skolen. (Foto: DR Sporten © DR)

På Blovstrød Skole i Nordsjælland bliver der holdt godt øje med fraværet blandt skolens ældste elever.

Ved sygdom skal forældre til en elev i 7., 8. eller 9. klasse ringe til skolen og melde barnet syg. Ellers kommer der en sms, hvis eleven ikke er dukket op.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis og P4 København.

Blovstrød Skole er den skole i kommunen, der har bedst styr på elevernes pjækkeri. Det viser en evaluering.

- Vi har gjort det for at sikre os, at eleverne ikke har ulovligt fravær, siger skoleleder Kirsten Andersen.

Forældre er trygge ved ordningen

Ordningen skaber også tryghed hos forældrene til skolens ældste elever.

Tidligere skulle eleverne blot aflevere en seddel, når de var blevet raske, men nu bliver forældrene inddraget meget mere.

Det glæder Jette Kruse, som er formand for skolebestyrelsen på Blovstrød Skole.

- Vi har en sikkerhed for, at vores børn ikke bare går hjem eller ikke kommer i skole, fordi vi bliver gjort opmærksomme, hvis der er et problem, siger Jette Kruse.

Skole og Forældre bakker op

Mette With Hagensen er landsformand i Skole og Forældre.

Hun mener, at Blovstrød Skole er nået frem til en god løsning, der gavner både eleverne og forældrene.

Og selvom eleverne selv skal lære at tage ansvar, så er ordningen med mobiltelefonen en god måde til at forhindre for meget fravær.

- Ungdomsuddannelserne bliver jo også fulgt tættere end før.

- Det gør de netop fordi, man har fundet ud af, at hvis eleverne er inde i et dårligt mønster med for meget fravær, så er de i risiko for at falde fra, siger Mette With Hagensen.

 

Facebook
Twitter