Morten er ordblind og superstudent

Da Morten Søndergaard gik i folkeskolen, havde han ikke troet, at han i dag ville stå med en studenterhue og en plan om at læse videre på universitetet.

- Jeg har virkelig brugt meget tid på det, men det har betalt sig. Det er jo fantastisk, at det kan lade sig gøre, siger Morten Søndergaard om sin studenter-eksamen. (Foto: Carina Leth- VUC Roskilde © DR Ligetil)

I folkeskolen sagde Mortens studievejleder, at han ikke kunne blive andet end arbejdsmand med de karakterer, han havde.

Studievejlederen tog fejl, og Morten har i dag en studenter-eksamen med ni 12-taller og to 10-taller.

- Jeg har virkelig brugt meget tid på det, men det har betalt sig. Det er jo fantastisk, at det kan lade sig gøre. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå med en studenter-eksamen, siger Morten til DR Ligetil.

Folkeskolen var nederlag på nederlag

Morten arbejdede nogle år som brolægger-arbejdsmand og var også soldat, men han fik lyst til at tage en uddannelse. Først her fandt Morten ud af, at han var ordblind.

- I folkeskolen læste jeg ikke lige så godt som de andre, men jeg troede bare, at jeg havde svært ved at læse eller havde krudt i røven, siger han.

- Men jeg kunne ikke bare gå hjem og læse mine lektier, som andre kunne. Det var nederlag på nederlag, så man tænker lidt tilbage på skolen som noget dårligt, siger Morten.

Elever skjulte, at de var ordblinde

På VUC oplevede Morten, at nogle af eleverne holdt det skjult, hvis de var ordblinde, fordi det stadig er et tabu, at man ikke kan læse eller skrive.

Dem, der var ordblinde, ledte ofte efter andre ordblinde. Derfor kom flere hen til Morten, der ikke lagde skjul på, at han var ordblind.

- Jeg havde accepteret det, og hver gang vi begyndte på et nyt fag, startede jeg med at sige 'Jeg er ordblind og får måske brug for lidt hjælp.' Og jeg sagde det højt og stolt.

- Der er altid en, der er klar til at hjælpe. Hvis man ikke siger, at man er ordblind og bare sætter sig ned uden at gå i gang med at læse og skrive, tror folk jo, at man er doven, siger Morten.

Morten: Hvis jeg kan, kan andre også

For at nå til studenter-eksamen fik Morten to et halvt års ordblinde-undervisning, han læste et år på AVU, og til sidst læste han i tre år på HF.

Han mener selv, at det har krævet selv-disciplin, mange timers hårdt arbejde, gode lærere og hjælpemidler som it-rygsækken.

- De ting har gjort en kæmpe forskel for mig. I folkeskolen fik jeg 10 i engelsk og 8 i kemi og fysik - alle andre fag dumpede jeg.

- Hvis jeg kan gå tilbage og gøre det her, kan andre også, siger Morten Søndergaard til DR Ligetil.

Facebook
Twitter