Musik hjælper unge i psykiatrien

Musik kan hjælpe unge med psykiske lidelser, viser et netop afsluttet projekt.

25 unge med psykiske lidelser har været med i et projekt, hvor musik indgik i behandlingen. (modelfoto) (Foto: © Nick Benjaminsz, Stock Xchng)

Musik kan hjælpe unge med psykiske lidelser, viser et netop afsluttet projekt.

Projektet 'Musik og Udvikling' blev gennemført på ungdomspsykiatrisk ambulatorium i Aabenraa og Augustenborg. 

I to et halvt år har de to steder brugt musik i behandlingen af 25 unge med psykiske diagnoser. Ifølge overlæge Birgitte Vange med stor succes.

Musik kan give håb om et bedre liv

De unge mødtes hver anden uge for at lytte til musik, spille musik og tale om deres problemer.

- Unge med psykiske problemer sidder tit alene. Men gennem musikken kommer de med i et fællesskab og opdager, at andre har det på samme måde, siger Birgitte Vange.

- De finder ud af, at de har ressourcer og noget at tilbyde. Det er vigtige oplevelser, som giver håb for, at man kan få et bedre liv, siger overlægen til DR Syd.

Håbet er, at projektet spredes

Musikken gjorde ofte, at unge og behandlere så på problemer på en ny måde, mener Birgitte Vange.

- At lytte til musik sætter gang i tanker, følelser og erindringer. Det brugte vi som afsæt for vores samtaler, siger hun.

Projektet er netop afsluttet, men håbet er, at andre steder også vil bruge musik i behandlingen fremover.