Niklas Bendtner opgiver at anke dom for vold

Fodboldspilleren Niklas Bendtner har fået en dom på 50 dages fængsel for vold mod en taxachauffør. Han opgiver nu at anke.

Nicklas Bendtner opgiver at anke dom for vold. Det har hans forsvarer Anders Nemeth fuld forståelse for. (ARKIV) (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Niklas Bendtner er en dansk, professionel fodboldspiller, som tidligere har spillet på det danske landshold.

I starten af november blev Niklas Bendtner idømt 50 dages fængsel for vold mod en taxachauffør. Niklas Bendtner ville frifindes og ankede dommen.

Men torsdag besluttede Niklas Bendtner, at han alligevel ikke vil anke dommen. Det oplyser Statsadvokaten i København på Twitter.

Niklas Bendtner fortsætter i sin norske fodboldboldklub

Anders Nemeth er forsvarer for Niklas Bendtner. Han skriver i en sms, at han har forståelse for, at Nicklas Bendtner opgiver at anke.

- Nicklas er ikke enig i afgørelsen fra byretten, men har besluttet at lægge sagen bag sig og fokusere på sin klub og familie. Det er en beslutning, som jeg har fuld forståelse for, og jeg har derudover ikke flere kommentarer, siger han.

Niklas Bendtner spiller for den norske fodboldklub Rosenborg, som har sagt, at Niklas Bendtner kan fortsætte i klubben, selvom han har fået en fængselsdom.

Taxachauffør kastede dåse eller flaske efter Niklas Bendtner

Niklas Bendtner er dømt for, at han natten til den 9. september slog en taxachauffør i det indre København.

Bendtner havde været med sin kæreste i byen, og de tog derefter en taxa. Men parret blev uenige med chaufføren om ruten, og de forlod taxaen uden at betale.

Chaufføren blev vred og kastede en dåse eller flaske mod dem. Han ramte ikke, men Niklas Bendtner slog chaufføren. Han sagde i retten, at han var utryg og ville forsvare sig selv.

Facebook
Twitter