Nu er det ulovligt at have valgplakater hængende

Valgplakater skal tages ned senest otte dage efter et valg. Ellers skal man betale myndighederne for at fjerne dem.

Fra i dag må der ikke længere hænge valgplakater i det offentlige rum. (Foto: Jacob Rützou Andersen © (c) DR)

Valgplakater er plakater, der skal overbevise vælgerne om, hvem de skal stemme på til et valg.

Politikere og partier må hænge valgplakater op cirka fire uger før et valg. Plakaterne skal være fjernet otte dage efter valget, ellers bliver de fjernet af myndighederne.

I dag er der ni dage siden, der var valg til Folketinget. Derfor går myndighederne nu i gang med at fjerne de plakater, der ikke er taget ned.

Myndigheder sender regning videre

Det er Vejdirektoratet og kommunerne, der fjerner valgplakaterne. Men de sender regningen for at fjerne plakaterne til vælgerforeninger og kandidater.

Kalle Stærk er afdelingsleder ved Vejdirektoratet, som har ansvaret for at fjerne efterladte valgplakater på de veje, som staten ejer.

- Det er omkostnings-bestemt, men vi regner med, at det kommer til at koste omkring 250 kroner per efterladt valgplakat, siger han.

Københavns Kommune fjernede 1400 plakater i 2017

Jakob Hjuler Tamsmark er enhedschef ved Københavns Kommune. Han siger, at prisen for at fjerne en valgplakat bliver mellem 170 kroner og 230 kroner.

I forbindelse med kommunal- og regionsvalget i 2017 fjernede Købehavns Kommune 1378 valgplakater. Det kostede cirka 150.000 kroner.

Jakob Hjuler Tamsmark siger, at Købehavns Kommune allerede nu har nedtaget flere plakater end i 2017. Derfor forventer han, at regningen vil blive endnu større i år.

Facebook
Twitter