Nye skolegårde får elever til at bevæge sig mere

Syv skoler over hele landet har ændret deres skolegårde. Det har fået eleverne til at bevæge sig 10 minutter mere om dagen.

Børn og unge bør bevæge sig 60 minutter om dagen. Det kan nemlig være med til at forebygge sygdomme senere i livet, siger Kræftens Bekæmpelse.

Derfor er Kræftens Bekæmpelse med i et projekt, hvor syv skoler over hele landet har ændret deres skolegårde, så eleverne bevæger sig mere.

Og de nye skolegårde får faktisk eleverne til at bevæge sig 10 minutter mere om dagen. Det viser målinger, som forskere fra SDU har lavet.

Chef: Sunde vaner grundlægges i barndommen

Skolerne har ændret deres skolegårde, så de ikke længere er flade. I stedet har de bakker, der udfordrer eleverne til at lege og bevæge sig.

Mette Lolk Hanak er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse. Hun siger, at organisationen er meget glad for resultatet af projektet.

- Det er vigtigt, at børn fra deres tidlige barndom lærer at bevæge sig og være fysisk aktive, fordi vi ved, at det kan holde kræft og andre sygdomme fra livet senere. De sunde vaner grundlægges i barndommen, siger hun.

Skoleleder: Eleverne er glade for at bruge skolegården

Nørre-Snede Skole i Jylland er én af de skoler, der er med i projektet, som hedder "Drøn på Skolegården".

I Nørre Snede har skolegården fået klatrenet og flere bakker, hvor eleverne løber med løbehjul, kører på skateboard eller på rulleskøjter.

Karl Plougstrup-Petersen er skoleleder på Nørre-Snede Skole. Han siger, at eleverne er glade for at bruge deres skolegård, og eleverne er ikke utilfredse, når de skal være ude.

Skoler i projektet "Drøn på Skolegården"

  • Projekt "Drøn Skolegården" skal blandt andet skabe mere aktivitet i skolegården.

  • De syv skoler, der er med i projektet, er:

  • Stolpedalsskole i Aalborg

  • Skørping Skole i Nordjylland

  • Nørre-Snede Skole i Midtjylland

  • Halsnæs Lilleskole i Hundested i Nordsjælland

  • Vanløse-Hyltebjerg Skole ved København

  • Skanderup-Hjarup Forbundsskole i Lunderskov i Midtjylland

  • Fjordskolen i Nakskov på Lolland

  • 'Drøn på Skolegården' er et samarbejde mellem Lokale og Anlægsfonden, Foreningen Realdania, Kræftens Bekæmpelse og de syv skoler.

Facebook
Twitter