Per Ørum Jørgensen stopper som formand for partiet Kristendemokraterne.
Partiets afdeling i Vestjylland vil ikke stemme på ham som formand til partiets landsmøde i næste måned.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
Kommunikation manglede
Karlo Brondbjerg er formand for Kristendemokraternes store afdeling i Vestjylland.
Han mener, at Per Ørum Jørgensen ikke var god nok til at kommunikere med resten af partiets medlemmer.
- Vi bakker stærkt op om Pers mediemæssige evner og politiske engagement, men vi mener, at posten som formand kræver en stærkere og mere stabil intern kommunikation.
Det skriver Karlo Brondbjerg i en pressemeddelelse.
Erkender manglende støtterPer Ørum Jørgensen fortalte onsdag aften til partiets bestyrelse, at han stopper i partiet øjeblikkeligt.
Det skyldes, at han ikke længere har støtte fra afdelingen i Vestjylland. Det skriver han i en pressemeddelelse:
- Partiet kan i den nuværende situation ikke tåle nye personkampe om formands-posten, og på den baggrund har jeg valgt at forlade partiet helt.
Fortsætter i politik
41-årige Per Ørum Jørgensen blev valgt som ny formand sidste år.
- Jeg har været meget glad for den tid, jeg har haft hos Kristendemokraterne, og er stolt over de resultater, som partiet har opnået i den periode.
Det siger Per Ørum Jørgensen. Han siger også, at han ikke er færdig i dansk politik, men han vil først overveje sine planer.
Kristendemokratene kom ikke i Folketignet ved sidste valg, men kæmper for at komme ind igen ved næste valg.