Ole Sohn - den røde eminence

Den nye vækst- og erhvervsminister, Ole Sohn, startede sin politiske karriere som kommunist og er nu Villy Søvndals tro højre hånd.

Ole Sohn er glad for mad. I hvert fald for at lave mad. (Foto: Jeppe Michael Jensen © Scanpix)

Portrættet er fra dr.dk/nyheder. Det er ikke redigeret af ligetil.

Danmarks nye vækst- og erhvervsminister er en mand, der fra sine modstandere har og stadig får kritik for sin politiske fortid, men som nyder stor respekt og indflydelse blandt sine partifæller.  

Ole Sohn er vokset op i Egebjerg ved Horsens. Faderen var repræsentant, og moderen lærer. Børneflokken var på fire drenge, og Ole Sohn har selv beskrevet sin barndom som lykkelig.

Det var allerede i ottende klasse, at den nuværende SF'er fandt ud af, at det var Det Kommunistiske Parti, han hørte til i. I hvert fald på det tidspunkt. Som skoledreng fik Ole Sohn til opgave at sætte sig ind i partiernes holdning, og det var særligt holdningen til krigen i Vietnam, der fik ham til at tilslutte sig kommunisterne.

Efter timer på HF-kurser i Gedved arbejdede Ole Sohn både som arbejdsdreng, skibskok og jord- og betonarbejder. Ved siden af sit arbejdsliv var han aktiv i fagbevægelsen, og han var i ti år formand for SID i Horsens - hvor han også var medlem af byrådet fra 1982-1984.

Politik

Få år efter Ole Sohn blev kommunalpolitiker i Horsens, steg han til tops i Det Kommunistiske Parti i Danmark som partiformand. Han forsøgte flere gange at blive valgt ind i Folketinget - uden held.

Heller ikke i 1989 blev Ole Sohn valgt. På det tidspunkt var det som kandidat for Enhedslisten, som kommunisterne nu var en del af.

I 1992 skiftede Ole Sohn parti. Han meldte sig ind i SF, for hvem han blev folketingsmedlem i 1998. Siden har han blandt andet været finanspolitisk ordfører. 

Har et forlag

Da DDR fyldte 40 år i 1989 stod Ole Sohn ganske tæt på Erich Honecker til en gigantisk militærparade. Siden fulgte murens fald, og Ole Sohn gik fra at være kommunist til socialist.

Det politiske skifte har mange af hans politiske modstandere kritiseret ham for, ligesom han i den seneste tid har skullet forholde sig til kritiske historier i medierne om forholdet mellem de danske kommunister og diktaturerne på den anden side af Jerntæppet.

Om sit politiske holdningsskifte har Ole Sohn sagt til Jyllands-Posten:

"Jeg brugte fire år af mit liv på som DKP-formand at forny partiet. Det var hårdt og føltes som 10 år. Jeg kunne bare været gået, men ønskede at samle venstrefløjen, og det lykkedes med etableringen af Enhedslisten. Da vi så skulle skrive et nyt partiprogram i DKP, konstaterede jeg, at DKP var overflødigt, da holdningerne svarede til dem hos VS eller SF, og så meldte jeg mig ind i SF".

Når ikke Ole Sohn passer jobbet som fuldtidspolitiker, driver han et forlag med sin kone. Det har blandt andet udgivet en række bøger om Stalintidens Sovjet, kommunismens forbrydelser og enkeltskæbners fortællinger, bl.a. "Fra Folketinget til celle 290" (om den danske kommunist Arne-Munch Petersens forsvinden og død i Sovjet).

Og når der ikke bliver udgivet bøger, så fremhæver Ole Sohn madlavning som en stor interesse. Retterne bliver ofte tilberedt med krydderurter fra Ole Sohns eget drivhus.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve