Ordblinde er flove over at bruge hjælpecomputer

En computer, der skal hjælpe ordblinde med at læse tekster, er gammeldags og flov at bruge, fortæller HF-studerende.

Både Frederikke Holm (til venstre) og Melissa Christiansen (til højre) har haft problemer med hjælpecomputeren til ordblinde. (Foto: Benjamin Kastberg © DR)

En computer, der skal hjælpe ordblinde med at læse tekster, er gammeldags og besværlig at bruge, fortæller HF-studerende.

Frederikke Holm på 18 år og Melissa Christiansen på 24 går på en HF-linje for ordblinde på Vestegnens HF og VUC.

Begge piger har tidligere gået på en normal ungdomsuddannelse, hvor de fik en hjælpecomputer, men de fik ikke hjælp til at bruge den.

Pigerne savner derfor, at lærere får mere viden om ordblindhed.

Piger fik ingen introduktion til computerenBegge piger fik på deres gamle skole udleveret it-rygsækken, men uden at få at vide, hvordan den fungerede.

- Jeg fik computeren, men jeg brugte den aldrig, fordi der ikke var andre ordblinde i klassen, og jeg var lidt flov over at bruge den, siger Melissa.

De fortæller begge, at det især kan være flovt at bruge den, fordi den er stor og gammeldags.

- Så tager man den der computer op, og så er det sådan en gammel en. Man føler sig bare dum på en eller anden måde, siger Frederikke.

Oplæseren lyder som en robot

En af de ting, der frustrerer Frederikke Holm er hjælpecomputerens oplæser-stemme.

- Jeg føler, at det bare er sådan en robot, der læser op og ikke er til at forstå. I stedet får jeg mine forældre til at læse op for mig, siger hun.

Frederikke er især utilfreds med den engelske oplæser-stemme, der ikke udtaler ordene tydeligt.

Melissa fortæller, at hun også er frustreret over oplæseren på computeren, men flere fra hendes klasse har dog fortalt, at de synes, oplæseren er en hjælp for dem.

Lærere skal vide mere om ordblindhed

Både Melissa og Frederikke oplevede på deres gamle skoler, at lærere ikke vidste nok om, hvordan de skulle hjælpe ordblinde elever.

Nu går pigerne på en skole, der har en HF-linje for ordblinde, men de føler sig stadig overset af lærere, der ikke ved nok om ordblindhed.

- Vi havde engang en matematiklærer, der ikke vidste, hvad ordblindhed var. Han troede, at vi så slet ikke kunne skrive, siger Melissa Christiansen.

Ledelsen på ordblinde-linjen på Vestegnen HF og VUC arbejder dog på at informere lærerne på Vestegnen HF og VUC om ordblindhed. Blandt andet holder de et møde om ordblindhed ved hver skolestart.

FacebookTwitter