Ordblinde har forskellige krav til it-rygsæk

En rundspørge blandt ordblinde børn og unge viser, at mange er utilfredse med deres it-rygsæk. De ønsker mulighed for at vælge forskelligt udstyr og programmer.

En computer kan være en stor hjælp for ordblinde, men det er vigtigt at få en computer, der passer til barnet eller den unges behov. (modelfoto) (© colourbox)

 

En rundspørge blandt ordblinde børn og unge viser, at mange er utilfredse med deres it-rygsæk. De ønsker mulighed for at vælge forskelligt udstyr og programmer.Ordblinde kan få en it-rygsæk med en computer med programmer, som kan hjælpe dem med at læse og stave.

Men ordblinde har meget forskellige behov, og det bør myndighederne tage hensyn til, mener Jesper Sehested Jensen, som har hjemmesiden etlivsomordblind.dk.

Et barn kan måske slet ikke bære en bærbar

Før sommer spurgte Jesper Sehested Jensen læserne af hans hjemmeside, hvad de synes om deres it-rygsæk.

98 ordblinde har nu svaret på rundspørgen, og næsten alle ønskede, at de kunne vælge mellem forskellige former for it-rygsæk.

- Et mindre barn vil måske hellere have en Ipad end en stor bærbar, som hun næsten ikke kan bære. Andre vil gerne bruge deres egen computer og bare have nogle programmer for ordblinde, siger Jesper Sehested Jensen.

Ordblinde har forskellige behov for programmer

- En studerende på en uddannelse har helt andre behov end en skoleelev, siger Jesper Sehested Jensen.

Han synes, det er synd for de ordblinde, som får en computer, de ikke kan bruge, og så er det også spild af statens penge.

17 procent af de ordblinde svarede, at de aldrig brugte deres it-rygsæk.

Lærere og forældre savner viden

Omkring 140 lærere svarede også på Jesper Sehested Jensens lille undersøgelse.

Ni ud af ti af lærerne svarede, at de gerne vil vide mere om hjælpemidler til ordblinde, og næsten halvdelen svarede, at de savner tid til at hjælpe elever, der har svært ved at læse og stave.

141 forædre svarede også, og ni ud af ti svarede, at de ikke ved nok om hjælpemidler til at kunne støtte deres børn.