Organisationer: Forbyd røg ved stoppestedet

Kræftens bekæmpelse og andre organisationer vil forbyde rygning på steder udendørs, hvor ikke-rygere ikke kan flytte sig.

Kræftens bekæmpelse og andre organisationer vil forbyde rygning på steder udendørs, hvor ikke-rygere ikke kan flytte sig. (© Colourbox)

Rygeloven er netop blevet strammet, så det nu er helt forbudt at ryge på skoler og institutioner.

Men nu vil organisationer som Kræftens bekæmpelse og Danmarks Lungeforening have politikerne til at forbyde rygning på fortovs-cafeer, ved busstoppestedet og i parker.

Det skriver bt.dk

- Cigaretter burde være forbudt på togstationer og busstoppesteder, fordi min holdning er, at det skal være forbudt at ryge de steder, hvor man som ikke-ryger ikke kan flytte sig.

- Derudover burde man ikke kunne ryge på fortovscaféer, hvor ikke-rygere også vil have lov til at nyde maden i solen, uden at blive generet af røg fra nabobordet.

Det siger formand for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olsen, til bt.dk

Antallet af rygere falder

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse ryger cirka 23 procent af danskere over 15 år. 18 procent ryger hver dag.

Andelen af rygere har de seneste år været faldende, men 14.000 dør hvert år af en sygdom, der har med rygning at gøre - hvert år. Det er hvert femte af alle dødsfald i Danmark.

Kigger mod Sverige

Danmarks Lungeforening repræsenterer de over 400.000 danskere med lungesygdommen kol.

De vil gerne gøre som i Sverige, hvor et lovforslag mod rygning på strande og udendørs-restauranter er på vej.

- Folk, som har sat sig til rette ved et cafebord eller et tæppe på stranden eller i parken, skal da ikke generes af folk, der begynder at ryge ved siden af. Jeg har lige været i New York, hvor der var rygeforbud i Central Park. Det var skønt.

Det siger Anne Brandt, der er Danmarks Lungeforening, til bt.dk.

Ifølge bt.dk vil formanden for de danske lungelæger, Ronald Dahl, også gerne forbyde forældre at ryge i bilen, når de har deres børn på bagsædet.

 

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter