OVERBLIK Disse politikere kom ind i Europa-Parlamentet

Alle de personlige stemmer ved valget til Europa-Parlamentet er nu talt op. Her kan du se, hvilke politikere som fik en plads.

Morten Løkkegaard (th.) fik flest personlige stemmer ved valget til Europa-Parlamentet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Søndag var der valg til Europa-Parlamentet. Her skulle borgerne i Danmark vælge, hvilke 14 politikere der skal have en plads i Europa-Parlamentet.

Venstre blev det største parti med fire pladser. Herefter kommer Socialdemokratiet med tre pladser. SF og Radikale Venstre fik to pladser hver.

Dansk Folkeparti og Konservative fik én plads hver. Enhedslisten fik også én plads og kommer i Europa-Parlamentet for første gang i partiets historie.

Morten Løkkegaard fra Venstre fik flest personlige stemmer

Politikeren med flest personlige stemmer blev Morten Løkkegaard fra Venstre. Han fik 207.558 personlige stemmer.

På andenpladsen kommer Søren Gade, som også kommer fra Venstre. Han fik 201.626 personlige stemmer.

Margrete Auken fra SF ligger på tredjepladsen over flest personlige stemmer. Hun fik 199.522 personlige stemmer.

Karsten Hønge fra SF siger nej tak til sin plads

Karsten Hønge er politiker fra SF. Han fik 19.687 personlige stemmer. Det betyder, at han får SF's anden plads i Europa-Parlamentet.

Men han har valgt at sige nej tak til den plads, da han også stiller op til valget til Folketinget i Danmark den 5. juni.

Derfor bliver det i stedet Kira Marie Peter-Hansen, som får SF's anden plads i Europa-Parlamentet.

Nedenfor kan du se en grafik over, hvem der fik flest personlige stemmer ved valget til Europa-Parlamentet.

Under grafikken kan du se en liste over de 14 politikere, som kommer ind i Europa-Parlamentet fra Danmark.

De 14 politikere som kommer i Europa-Parlamentet

  • Tallet i parentes er politikerens personlige stemmer.Venstre (fire pladser)

  • Morten Løkkegaard (207.558)

  • Søren Gade (201.626)

  • Asger Christensen (31.303)

  • Linea Søgaard-Lidell (24.145)Socialdemokratiet (tre pladser)

  • Jeppe Kofod (188.757)

  • Christel Schaldemose (65.179)

  • Niels Fuglsang (29.444)SF (to pladser)

  • Margrete Auken (199.522)

  • Kira Marie Peter-Hansen (15.765) – Får pladsen i stedet for Karsten Hønge (19.687)Radikale Venstre (to pladser)

  • Morten Helveg Petersen (97.667)

  • Karen Melchior (17.292)Enhedslisten (en plads)

  • Nikolaj Villumsen (50.567)Dansk Folkeparti (en plads)

  • Peter Kofod (119.408)Konservative (en plads)

  • Pernille Weiss (80.140)

Facebook
Twitter