Overblik: Salget af Dong Energy

De seneste dage har der været stor debat om salget af aktier i energiselskabet Dong Energy. Her i artiklen kan du læse, hvad debatten handler om.

Der bliver talt meget om energiselskabet Dong Energy i disse dage. Læs artiklen og find ud af, hvad det handler om. (© Colourbox)

 

De seneste dage har der været stor debat om salget af aktier i energiselskabet Dong Energy. Her i artiklen kan du læse, hvad debatten handler om.

Finansminister Bjarne Corydon (Socialdemokraterne) er tirsdag eftermiddag i samråd for at forklare Folketingets partier, hvorfor det danske selskab skal sælges til den upopulære amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Regeringen har flertal for salget, men flere medlemmer af SF og Socialdemokraterne er utilfredse med salget.

Hvorfor skal Dong sælges?

2012 var et meget dårligt år for det danske energiselskab, der fik et underskud på fire milliarder kroner.

Årsagen til underskuddet er finanskrisen og faldende priser på gas i Europa.

Det har ført til store økonomiske tab for Dong.

Hvis ikke virksomheden får penge ind ved et salg af aktier, kan Dong ikke forsætte med at udvikle grøn energi og vindmølleparker på havet.

Hvem vil købe Dong?

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs tilbyder at købe 19 procent af Dongs aktier for otte milliarder kroner.

Samtidig køber pensionskasserne ATP og PFA aktier for tre milliarder kroner. Det vil i alt give 11 milliarder til Dong Energy.

I aftalen med Goldman Sachs, ATP og PFA står, at Dong Energy er 31,5 milliarder kroner værd. Men kritikere mener, at selskabet i virkelighedern er meget mere værd.

Hvad er problemet med Goldman Sachs?

Goldmans Sachs har et dårligt ry efter finanskrisen. 

Investeringsbanken havde blandt andet tjent penge på at få kunderne til at investere i papirer, der kostede kunderne milliarder af dollar og senere betød konkurser.

Goldman Sachs fik en bøde på tre milliarder kroner.

Vil undgå at betale skat

Goldman Sachs har datterselskaber i lande som er kendt som 'skattely'. Det vil sige steder, hvor firmaer kan placere deres penge og slippe for at betale skat af dem.

Derfor mener kritikere, at der er risiko for at Goldman Sachs aktier i Dong Energy ender i et af Goldman Sachs datterselskaber i Luxemburg eller Cayman Island.

Banken kan sælge papirerne tilbage

I aftalen mellem den danske stat og Goldman Sachs står, at banken kan sælge mange af aktierne tilbage til den danske stat, hvis aktiverne giver for lille afkast.

Derfor mener kritikere, at Goldman Sachs kun tager en meget lille del af risikoen, mens banken får al gevinsten, hvis værdien af Dong stiger så meget som forventet.

Tidslinje om Dong

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve