Overlevende fra Scandinavian Star klager over norsk politis afgørelse

Danske overlevende vil ikke acceptere, at norsk politi har opgivet sagen om Scandinavian Star.

Mike Axdal overlevede branden på Scandinavian Star i 1990, men det gjorde hans bror og far ikke. Han klager over norsk politis afgørelse om at lukke sagen ned. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

De sidste to år har norsk politi igen efterforsket sagen om branden på færgen Scandinavian Star og prøvet at finde en gerningsmand. Tirsdag sagde politiet, at det ikke er lykkedes at finde beviser, og politiet lukker derfor sagen.

Nu klager Scandinavian Stars danske støtteforening over politiets afgørelse. Den norske støtteforening har også klaget.

159 mennesker omkom i branden på Scandinavian Star i 1990. Mange har spekuleret på, om branden blev påsat, så ejeren af Scandinavian Star kunne få udbetalt mange penge fra sin forsikring.

Støtteforening klager

Mike Axdal overlevede branden på Scandinavian Star og er talsmand for den danske støtteforening.

Han beder den norske domstol om at genoptage efterforskningen.

Støtteforeningen klager blandt andet over, at norske og danske myndigheder ulovligt har blandet sig i politiets efterforskning.

/ritzau/

FacebookTwitter