PET anker dom om bog til landsretten

PET vil have hårdere straffe til JP/Politikens Hus og chefredaktør Christian Jensen for at udgive bogen ”Syv år for PET”.

Politiken bragte "Syv år for PET" i avisen og på nettet, og derfor lagde PET sag an mod JP/Politikens Hus. Arkivfoto. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Jakob Scharf har været chef for PET. I 2016 skrev journalist Morten Skjoldager bogen ”Syv år for PET” om Jakob Scharfs tid i PET.

Men ifølge PET fortalte Jakob Scharf ting, som han havde pligt til at tie stille med. Derfor meldte PET både Morten Skjoldager og Jakob Scharf til politiet, og Københavns Byret bestemte, at bogen ikke måtte udgives.

Men Politiken bragte hele bogen i avisen og på nettet, og derfor lagde PET sag an mod JP/Politikens Hus. Fredag blev mediehuset idømt bøder, men nu anker PET sagen, fordi de ønsker hårdere straffe.

PET: Straffen skal virke præventivt

JP/Politikens Hus blev idømt en bøde på 100.000 kroner for at udgive bogen, og Politikens chefredaktør Christian Jensen blev idømt en bøde på 50.000 kroner.

PET gik efter en bødestraf på 15 millioner kroner til JP/Politikens Hus. Desuden mente PET, at Christian Jensen skulle straffes med fire måneders fængsel.

- Særligt i lyset af de hensyn, der blev søgt beskyttet ved forbuddet, er det for PET afgørende, at straffen fastsættes til et niveau, der virker præventivt, og som sikrer, at der ikke kan spekuleres i, om det kan betale sig at overtræde et forbud, siger PET.

Facebook
Twitter