Amani vinder Ph.d. Cup for sin forskning i medicin mod kraftig menstruation: 'Kvinder fortjener bedre'

31-årige Amani Meaidi har undersøgt bivirkninger ved lægemidlet tranexamsyre. Det hiver hun nu en forskerpris hjem for.

(Foto: Jakob Dall / Information © Jakob Dall / Information)

Hvad gør man som læge, hvis man ikke har helt ro i maven over et lægemiddel, man skal give til en patient?

Man kan for eksempel sætte sig for at undersøge lægemidlet og skrive en ph.d. om det.

Det er i hvert fald, hvad 31-årige Amani Meaidi har gjort, og det har hun vundet Ph.d. Cup 2022 for.

På præcis tre minutter præsenterede Amani Meaidi sin tre år lange forskning i et lægemiddel, som gives til patienter, der lider af for kraftig menstruation.

Amani Meaidi vandt foran et felt af fire andre unge forskere foran et dommerpanel og en fyldt sal i DR Koncerthuset.

Dommerne roste hende blandt andet for at være god til at inddrage publikum i sin præsentation.

'Kvinder verden over fortjener bedre'

Hvad titlen som Ph.d. Cup-vinder skal bruges til, vil Amani Meaidi nu bruge lidt tid på at tænke over.

- Men for nu kan jeg nyde, at jeg har fået lov at formidle min forskning på landsdækkende tv. Jeg meldte mig til Ph.d. Cup for at fortælle danskerne, at vi har en kæmpe ressource i de sundhedsregistre, vi har i Danmark, fortæller Amani Meaidi.

Registrerne har nemlig været nødvendige for hendes undersøgelse af lægemidlet tranexamsyre, der er et anerkendt middel mod for kraftig menstruation.

Midlet har været på markedet siden 1960’erne og stopper blødningen hurtigt ved at størkne blodet i livmoderen.

Tranexamsyre virker dog også alle andre steder i kroppen og kan størkne blodet i ethvert organ. For eksempel i hjertet, hvilket kan medføre en blodprop.

Normalt bliver bivirkninger ved medicin kategoriseret fra meget almindelige til meget sjældne, men hyppigheden af blodpropper ved brug af tranexamsyre har hidtil været ukendt.

- Som læge er vores største opgave at opveje fordele og ulemper ved behandling, og der er bivirkninger ved alle lægebehandlinger. Men det er svært at tage en beslutning med god ro i maven og med samtykke fra patienten, hvis man ikke kan sige, hvor hyppig en bivirkning er, siger Amani Meaidi.

Hendes forskning tager udgangspunkt i kvinder, der har fået tranexamsyre flere gange om dagen i flere dage som en del af behandlingen mod for kraftig menstruation.

- Det er et af de hyppigste problemer hos kvinder verden over, og midlet er en standardbehandling. Jeg synes, at kvinder fortjener bedre, når det handler om deres helbred, siger Amani Meaidi.

Amani Meaidi igang med sin kun tre minutter lange præsentation af tre års forskning. (Foto: Jakob Dall / Information © Jakob Dall / Information)

Danske data om kvinder gav ro

- Heldigvis viser mit studie, at blodpropper er en meget sjælden bivirkning. Man skal behandle hele 80.000 kvinder for at se en enkelt blodprop, der sandsynligvis skyldes behandlingen, fortæller Amani Meaidi.

Amani Meaidi er nået frem til denne konklusion ved at sammenkøre data fra Danmarks lægemiddelregister og fra landspatientregistret i anonymiseret form.

De to registre giver hende mulighed for at se, hvem der har fået en recept på medicinen og for derefter at følge patienten fra indløsning af recepten og indtil dens udløb og registrere, om patienten har udviklet en blodprop.

Hun har sammenlignet gruppen af kvinder, der bruger tranexamsyre, med kvinder, der ikke gør, men som i alder og helbred minder om gruppen.

- Vi har så gode data i Danmark, at jeg kan finde de her to grupper af kvinder, som er meget sammenlignelige, siger Amani Meaidi.

- I Danmark har vi ikke diamanter i jorden. Vi har data i skyen, som hun siger.

Mega stolt

Amani Meaidi har altid drømt om at blive læge. Det kan hendes chef, gynækolog og ph.d. Tri Hu Nguyen, på Gynækologisk Klinik Hvidovre skrive under på.

- Hun gik i gymnasiet med min søn, som kom hjem og sagde, at han gerne ville invitere Amani med til sin studenterfest. For hun ville gerne være læge og høre, om vi havde en plads til hende på klinikken, fortæller han.

Kom med Amani Meaidi på arbejde på Gynækologisk Klinik Hvidovre, hvor hun fik en fod indenfor som helt ung.

Amani Meaidi var i medierne forinden blevet omtalt som superstudent med et snit på 13,1.

- Hun er den første medicinstuderende, vi har haft ansat, som har været så ung og uerfaren i sit fag, og jeg er mega stolt. Hun er som en datter for mig, der har udviklet sig, siden hun var helt ung medicinstuderende, fortæller Tri Hu Ngyen.

Med titlen som Ph.d. Cup-vinder følger også 50.000 kroner, som i første omgang skal bruges til at afdrage et boliglån på en lejlighed, som Amani Meaidi og hendes mand har købt til hendes forældre.

- Det giver os mulighed for, at de kan være tættere på og hjælpe med at passe vores børn, så jeg kan forske endnu mere, fortæller Amani Meaidi.