Politiet har brugt 69 millioner kroner på at beskytte politikere

Politiet brugte 69 millioner kroner på at beskytte politikere i valgkampen. En stor del er brugt til Stram Kurs-arrangementer.

Rasmus Paludan demonstrerer i Fælledparken i København i maj. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Valgkampen op til folketingsvalget i sidste uge varede næsten fire uger.

I den periode har politiet brugt cirka 69 millioner kroner på at beskytte politikerne. Det viser aktindsigter, som DR Nyheder har fået.

Rigspolitiet vurderer, at en væsentlig del af pengene er brugt til at beskytte arrangementer for partiet Stram Kurs.

Politiet har brugt 101 millioner kroner på beskyttelse i år

Rasmus Paludan er leder af Stram Kurs. Han er blandt andet kendt for at demonstrere mod islam. Det har ført til uroligheder flere steder, blandt andet på Nørrebro.

Politiet har derfor også brugt flere millioner på at beskytte Stram Kurs' arrangementer før valgkampen. I alt har politiet brugt 101 millioner kroner på at beskytte politikere i år.

Rasmus Paludan siger, at Stram Kurs fortsat vil holde demonstrationer, selvom det koster politiet mange penge. Han mener, at voldelige muslimer er årsag til, at han skal beskyttes af politiet.

Poltiker: Vi behøver ikke at opsøge ballade og tumult

Naser Khader (Det Konservative Folkeparti) har haft politibeskyttelse, siden han for 20 år siden udgav bogen "Ære og Skam", der provokerede nogle muslimer.

Han siger, at Rasmus Paludan har en pointe ved at vise, at ytringsfriheden er under pres i nogle boligområder og ghettoområder.

Men Naser Khader siger også, at det er vigtigt, at man har situationsfornemmelse, når man har politibeskyttelse. Man behøver ikke at opsøge ballade og tumult, siger han.

Facebook
Twitter